Nu begynder opsparing til pension, allerede når du fylder 18 år

Fra i dag får lærlinge ret til pensionsindbetalinger, når de fylder 18 år, hvilket er to år tidligere end hidtil. Det kan betyde over 100.000 kr. ekstra i pension.





Alle lærlinge, der er dækket af en overenskomst, skyder fremover gang i opsparingen til pension allerede som 18-årige. Hidtil er lærlingene typisk først begyndt at spare op som 20-årige, men med nye overenskomster er det blevet sikret, at de fleste 18- og 19-årige lærlinge også får sat penge ind på pensionskontoen hver måned. 
 
Forbedringerne træder i kraft den 1. september, og de tidligere pensionsindbetalinger forventes at give lærlingene over 100.000 kr. ekstra på pensionskontoen som 69-årige, viser beregninger fra Industriens Pension.
 
Sammen med pensionsindbetalingerne er lærlingene også omfattet af en forsikringspakke, der som hidtil bliver betalt af arbejdsgiveren.

”Den tidlige pension til lærlinge er én af en række væsentlige forbedringer for de unge, som vi fik med overenskomstaftalen. Vi ville gerne have den tidlige opsparing med, da selv små indbetalinger kan få betydelig effekt i sidste ende pga. mange års afkast. For den enkelte lærling kan det ende med at få stor betydning,” siger Mads Andersen, formand for 3F Industri, næstformand i Co-industri og bestyrelsesformand for Industriens Pension.


Forbedringer i flere overenskomster

Overenskomsternes forbedringer for lærlinge kommer desuden efter en række lærlingeforbedringer ved de forrige overenskomster i 2017. Tidligere påbegyndte de fleste først indbetalingerne til pension som færdigudlærte, men for lidt over tre år siden blev det sikret, at de fleste lærlinge skød indbetalingerne i gang som 20-årige. Med de seneste overenskomster er det nu sikret, at lærlinge begynder at spare op yderligere to år tidligere.

Fakta: Pensionsopsparing for lærlinge
En række overenskomster, der blev vedtaget tidligere på året, betyder, at de fleste lærlinge fra den 1. september får ret til pensionsopsparing allerede de fylder 18 år, hvor det hidtil har været to år senere.

Beregninger fra Industriens Pension viser, at de tidligere pensionsindbetalinger til de 18- og 19-årige lærlinge vil give dem over 100.000 kr. ekstra på pensionskontoen som 69-årige. Det svarer til ca. 40.000 nutidskroner, hvor der er justeret for den forventede fremtidige inflation.

Hvis man sammenholder de nye forbedrede vilkår for 18-årige lærlinge med situationen før den foregående overenskomstaftale fra 2017, hvor man typisk først påbegyndte opsparingen som færdigudlært, kan effekten naturligvis blive endnu større. En lærling, der begynder som 18-årig, vil således ende med forventet over 230.000 kr. mere i pensionsopsparing som 69-årig, end hvis han eller hun først havde påbegyndt indbetalingerne som færdigudlært fire år senere, som de fleste gjorde før 2017. Det svarer til knap 90.000 kr. ekstra, når der justeres for inflation, viser beregninger fra Industriens Pension.