
Fritvalgskontoen er gennem årene blevet udbygget, og det er nu muligt at bruge fritvalgskontoen til Ekstrapension, ekstra løn ved feriefridage, seniorfridage og børneomsorgsdage. Fra den 1. marts 2021 indbetaler arbejdsgiverne, hvad der svarer til 6 % af lønnen. Næste år stiger satsen til 7 % af lønnen.
En beregning fra Industriens Pension viser, at hvis et medlem på 25 år med en løn på 25.000 kr. gennem et helt arbejdsliv bruger blot en tredjedel af fritvalgskontoen ved de nuværende satser (dvs. 2 % af lønnen) på ekstra indbetalinger til pension, vil det forventeligt booste opsparingen med 865.000 kr., når man går på pension.
Er du ældre, når du begynder de ekstra indbetalinger, vil den ekstra opsparing naturligvis blive tilsvarende mindre.

Beregn din Ekstrapension med Industriens Pensions app
Effekten af ekstra indbetalinger er et relativt komplekst regnestykke. Derfor har Industriens Pension indbygget en pensionsberegner i appen, som gør det let at se, hvad det vil betyde for pensionen, hvis du fx vælger at bruge noget af fritvalgskontoen til Ekstrapension.
Beregneren tager afsæt i dine indbetalinger de seneste tre måneder og beregner derefter, hvad ekstra indbetalinger vil betyde.
”Vores app er et godt værktøj til at gøre pension mere konkret. Man kan let sort på hvidt se, hvad ekstra indbetalinger vil betyde for ens samlede opsparing,” siger Joan Alsing.
PS. I år er det inden 1. august, at arbejdsgiveren skal have besked om, hvordan du vil bruge fritvalgskontoen. Tidligere har det været 1. april.