Sæt fut under din pensionsopsparing: Problematisk regel forsvandt ved årsskiftet

Har du i lighed med rigtig mange andre danskere mindre såkaldte klatpensioner i forskellige pensionsselskaber, så skal du pudse læsebrillen og læse med her. Der kan nemlig være penge at spare – og dermed tjene – efter at rådhusklokkerne har ringet det nye år ind.





Af Mikkel Holmgren, juridisk chef i Industriens Pension


Der kan være nok at se til op til et årsskifte. I Industriens Pension bilder vi os derfor ikke ind, at pensionsopsparingen er øverst på lystavlen, her i starten af det nye år. Derfor har vi gravet dybt i politikernes lovkatalog, så du er fri for det. 

Helt kort kan vi sige, at der er gode nyheder for dig, der har mindre pensionsopsparinger stående rundt om i flere forskellige pensionsselskaber eller banker. Også kaldet klatpensioner.

Hidtil har du måske haft et ønske om at samle dine pensioner ét sted, men har undladt at gøre det, da lovgivningen har betydet, at du i givet fald ville miste retten til at skyde pensionsudbetalingerne i gang allerede fra 60-års-alderen. 

Uhensigtsmæssigheden har hidtil kunnet opstå, hvis du eksempelvis har en stor opsparing stående i dit arbejdsmarkedspensionsselskab og en mindre i en bank, og du med flytningen af pensionen fra banken til pensionsselskabet giver afkald på din ret til at påbegynde udbetalingerne som 60-årig.

Den problematik bliver nu ryddet af vejen. Fra det nye år kan man derfor flytte op til 50.000 kr. fra et selskab til et andet uden at miste de favorable vilkår, der vedrører den tidligste pensionsalder.

Hvis du har pensionsopsparinger flere steder, anbefaler vi i Industriens Pension, at du kontakter dit pensionsselskab for at høre, om det kan betale sig for dig at samle dine pensioner uden at give afkald på andre fordele.

Der kan nemlig i rigtig mange tilfælde være penge at spare ved at samle pensionsopsparingen og dermed kun betale omkostninger for administration ét sted. 

Og hvad der er sparet, er som bekendt tjent.