Opsigtsvækkende middelalderfund under Industriens Pensions nye ejendomsbyggeri i Roskilde

I historiske omgivelser i hjertet af Roskilde By er der gang i forberedelserne til det nye boligprojekt, Klosterhaverne, som Industriens Pension bl.a. står bag. I jorden under det kommende byggeri har Roskilde Museum nu gjort et arkæologisk fund lidt ud over det sædvanlige.
Den lille blyklump der blev fundet under boligprojektet Klosterhaverne ser måske ikke umiddelbart ud af meget, men der er tale om et segl fra Europas kirkelige overhoved i middelalderen. Fundet af Flemming Kurzweg. Foto: Lars Meldgaard Sass Jensen / ROMU

Et segl fra paven i Rom og knogler fra moselig fra oldtiden er ikke just samtaleemner, der almindeligvis fylder meget i Industriens Pensions team for investeringer i danske ejendomme. Men efter flere bemærkelsesværdige fund i forbindelse med nye ejendomsprojekter i Roskilde og Egedal har beretninger om både pavesegl fra middelalderen og gamle moselig fundet vej til ejendomsteamets kontorer.

I Roskilde forbereder Industriens Pension sammen med Kuben Management og Boligselskabet Sjælland et nyt boligprojekt på Sortebrødre Plads centralt i byen. Industriens Pension investerer et trecifret millionbeløb i projektet, der kommer til at bestå af 98 nye attraktive boliger, der bliver en del af danske ejendomsportefølje. 

Forbindelse til Europas kirkelige overhoved

Det nye boligprojekt får navnet ”Klosterhaverne”, der bl.a. refererer til områdets historiske tilhørsforhold til Roskilde Kloster.  Og med et bemærkelsesværdigt fund af en lille undseelig grå blyklump i jorden under det kommende byggeri bliver der nu bundet en lille rød sløjfe omkring tilhørsforholdet til Klosteret.

For den lille grå og knoldede klump har vist sig at være en såkaldt pavebulle – et blysegl fra middelalderen, der hang under breve fra paven i Rom for netop at bekræfte, at brevet var ægte. Derfor kaster blyklumpen – eller blyseglet – lys over Klosterhavernes spændende historie, og det nye fund vidner om Roskildes forbindelse til selveste Europas kirkelige overhoved i middelalderen.

Forventer godt afkast til medlemmerne

I Industriens Pension understreger ejendomschef Søren Tang Kristensen, at det arkæologiske arbejde hele tiden har været en del af tidsplanen. Han opfatter det nye fund som et sjovt, ekstra krydderi i forbindelse med en ejendomsinvestering i et spændende område med en særlig historie.

”Gamle middelalder-blysegl fra selveste paven er ikke ligefrem noget, som man almindeligvis bliver stillet over for som ejendomsinvestor. Men det bekræfter, at vi har investeret i et område med en bemærkelsesværdig historie. Derfor har det hele tiden været meningen, at der skulle være tid til det arkæologiske arbejde, og vi følger stadig vores tidsplan. Vi forventer både at kunne bidrage til Roskilde midtby med en arkitektonisk flot ejendom og et godt stabilt afkast til medlemmerne fra investeringen,” siger Søren Tang Kristensen. 

Historisk fund i Egedal

I den nye grønne bydel Landskabsbyen i Egedal Kommune, som Industriens Pension også står bag som investor, har man ligeledes gjort et bemærkelsesværdigt arkæologisk fund. Her fandt arkæologer fra Roskilde Museum sidste år blandt andet knogler fra et moselig fra oldtiden og en flintøkse fra stenalderen.

Danske ejendomme for 7 mia. kr.

Industriens Pensions har en voksende dansk ejendomsportefølje, der aktuelt har en værdi af ca. 7 mia. kr., der skal bidrage til gode, langsigtede afkast til medlemmerne. Derudover har Industriens Pension udenlandske ejendomme for 4,3 mia. kr.

Man kan komme tæt på pavebullen og andre fund i forbindelse med ejendomsprojekter på Roskilde Museum i en spotudstilling frem til forsommeren.