Industriens Pension og 2L Projektudvikling skyder gang i stort bæredygtigt byudviklingsprojekt i Egedal

Industriens Pension og projektudviklingsselskabet 2L Projektudvikling har indgået et samarbejde om at udvikle det store byudviklingsområde Landskabsbyen i Egedal Kommune med opførelse af op mod 900 bæredygtige boliger.





En ny stor bæredygtig bydel skyder de kommende år op i Egedal Kommune. Industriens Pension og 2L Projektudvikling har netop indgået en samarbejdsaftale om at udvikle den sydlige del af Landskabsbyen i området nord for Egedal Station. Landskabsbyen skal udvikles til et bæredygtigt boligområde i tæt sammenhæng med den omkringliggende natur og med udsyn og adgang til grønne rekreative områder. 

Udviklingen af området sker i etaper, startende med den sydlige del af Landskabsbyen, der skal rumme omkring 900 boliger fordelt på samlet ca. 75.000 kvm. De første boliger forventes at stå færdig i 2025. Fælles for hele projektet er, at det bliver udviklet efter høje bæredygtighedsstandarder, og alle boligerne forventes at blive bæredygtighedscertificeret til DGNB Guld.

Ny rekreativ landskabsby

Med købet af Landsskabsbyen og opførelsen af de op mod 900 nye boliger fortsætter Industriens Pension investeringerne i bæredygtigt byggeri. 

”Landskabsbyen er et perspektivrigt byudviklingsprojekt med en meget attraktiv beliggenhed. Vi vil skabe en mangfoldig og bæredygtig bydel, der bygger på det nære lokalsamfund og fællesskab. Samtidig forventer vi, at investeringen vil skabe et stabilt og solidt afkast til medlemmerne”, siger ejendomschef i Industriens Pension, Søren Tang Kristensen. 

I Egedal Kommune ser man frem til at få igangsat udviklingen af Landskabsbyen, der er en vigtig del af kommunens store planlagte byudviklingsområde ved Egedal Station.
 
”Vi er glade for og stolte over, at de erfarne folk fra Industriens Pension og 2L Projektudvikling har valgt at foretage en så markant investering i Egedal Kommune. Vi ser frem mod, at Landsskabsbyen nu kan udvikle sig til en grøn, bæredygtig bydel, som taler ind i visionerne for Egedal Kommune”, siger Ib Sørensen, formand for Planudvalget i Egedal Kommune.

Rummer store muligheder

For 2L Projektudvikling er det vigtigt at indgå et samarbejde med en førende dansk investor i form af Industriens Pension om det nye bæredygtige boligprojekt i Egedal Kommune: 

”Byggeriet i Landsskabsbyen bliver 2L Projektudviklings største projekt til dato. Og det sker i samarbejde med et af de største arbejdsmarkedspensionsselskaber i Danmark. Det er vi utroligt stolte af. Vi ser, at Landsskabsbyen rummer nogle fantastiske muligheder for at sammentænke arkitektur og natur med henblik på at skabe en ny, moderne bydel”, siger adm. direktør i 2L Projektudvikling, Mathias Seidenfaden Busck. 

Industriens Pensions investering omfatter den sydlige del af Landskabsbyen, og selskabet vil over en årrække investere et milliardbeløb i boligprojektet. Senere er det planen, at den nordlige del af Landskabsbyen også skal udvikles, og med begge etaper forventes området at kunne rumme 1.600 bæredygtige boliger.

Fakta

  • Industriens Pension og 2L Projektudvikling har indgået samarbejde om at bygge op mod 900 DGNB Guld-certificerede boliger i Landskabsbyen i Egedal Kommune.
  • Landsskabsbyen har et samlet grundareal på ca. 25 hektar og er en del af kommunens byudviklingsområde med gåafstand til Egedal Station. 
  • Den sydlige del af landskabsbyen udvikles først (117.000 kvm), og det er her, at de op mod 900 boliger skal opføres. 
  •