Industriens Pension vinder pris som årets digitale pensionsselskab 2021

Industriens Pension er kåret som årets digitale pensionsselskab 2021 af FinansWatch og analysevirksomheden Wilke





Gode bedømmelser af de digitale løsninger fra både eksperter og medlemmer sikrer nu for anden gang på fire år Industriens Pension prisen som årets digitale finansvirksomhed blandt danske pensionsselskaber.

Prisen blev uddelt af FinansWatch og konsulenthuset Wilke på konferencen Årets Digitale Finansvirksomhed, der netop er blevet afholdt. Den gives på baggrund af en samlet vurdering fra eksperter og et panel af medlemmer, der vurderer selskabernes digitale løsninger.

”Det er en pris, som vi er virkelig glade for, da gode digitale løsninger for medlemmerne er et meget højt prioritetsområde. Når vi videreudvikler vores digitale løsninger, har vi hele tiden for øje, at de skal skabe reel værdi for medlemmerne, og at alt skal være enkelt og brugervenligt. Vi er rigtig glade for, at arbejdet bliver anerkendt,” siger Laila Mortensen, adm. direktør i Industriens Pension.

Bedste vurdering af innovationsevne
Kåringen af årets digitale finansvirksomhed er baseret på en vurdering af både pensionsselskabernes login-områder, deres digitale strategier, deres hjemmesider, den digitale kommunikation og arbejdet med sociale medier og innovation. Derudover indgår en vurdering af arbejdet med kunde- og forbrugerindsigter, robotprocesautomatisering og kunstig intelligens.

Industriens Pension ligger helt fremme i feltet på de fleste områder, og selskabet har bl.a. fået den bedste bedømmelse af alle pensionsselskaber for selskabets innovationsevne. Samtidig har Industriens Pension fået den næstbedste bedømmelse for det personlige login-område ’Min side’ på pc og for den digitale kommunikation. 

Industriens Pension vandt også prisen som årets digitale finansvirksomhed blandt danske pensionsselskaber i 2018. Selskabet blev samtidig i slutningen af 2020 også kåret som pensionsselskabet med branchens bedste image af FinansWatch og Wilke på baggrund af en stor undersøgelse med svar fra over 5.000 danskere.