Industriens Pensions hovedsæde opnår DGNB-certificering som første eksisterende bygning efter nye standarder

Industriens Pensions hovedsæde i København bliver den første bygning i Danmark, som får en DGNB-certificering på baggrund af nye principper for bygninger i drift. De nye principper kan skabe mere fokus på bæredygtighed i den eksisterende bygningsmasse





Som den første eksisterende bygning bliver Industriens Pensions domicil i København nu bæredygtighedscertificeret efter nye standarder for bygninger, der allerede er i drift. 

DGNB-certificeringer betyder, at bebyggelserne skal leve op til høje krav for bl.a. miljømæssig og social bæredygtighed. Certificeringerne har hidtil primært været forbundet med nybyggeri, der skal skabe fremtidssikrede og bæredygtige bygninger. Men et af målene med de nye standarder for bygninger i drift er, at de kan medvirke til at igangsætte flere initiativer, der kan gøre den eksisterende bygningsmasse mere bæredygtig.

Industriens Pensions hovedsæde er fra 1881, og trods de mange år på bagen er det med hjælp fra bæredygtighedsrådgiveren Kuben Management alligevel lykkedes at lægge en ambitiøs plan for en række bæredygtighedsparametre, herunder bygningens miljø- og klimaaftryk. 

Et naturligt skridt

I Industriens Pension glæder adm. direktør Laila Mortensen sig over, at selskabets hovedsæde nu bliver bæredygtighedscertificeret som den første bygning efter de nye standarder.

”Vi har som investor i mange år fokuseret meget på bæredygtige investeringer, og det er naturligt, at vi som selskab også selv arbejder ambitiøst med bæredygtighedstiltag på mange fronter. Her er en bæredygtighedscertificering af vores domicil et naturligt skridt,” siger Laila Mortensen.

Plan for el-, varme-, vand- og affaldsforbrug

Kuben Management har både rådgivet Industriens Pension om en række bæredygtighedstiltag og været såkaldt DGNB-auditor, der har indsamlet dokumentation og fået certificeringen i hus.

”Som tæt samarbejdspartner er vi rigtig stolte over, at Industriens Pensions hovedsæde nu bliver den første bygning, der bliver DGNB-certificeret efter de nye standarder for bygninger i drift. En af vores opgaver i processen har været at rådgive Industriens Pension om, hvordan man kan skabe en mere bæredygtig bygning og bl.a. nedsætte energiforbruget. Nu har vi sammen lagt en ambitiøs plan,” siger Ulf Christensen, administrerende direktør i Kuben Management,

I arbejdet med certificeringen af Industriens Pensions hovedsæde har Kuben Management bl.a. hjulpet med at udarbejde et roadmap for, hvordan bygningen skal opnå CO2-neutralitet i 2050. Derudover er selskabet gået over til udelukkende at benytte grøn strøm, ligesom der er er lagt en plan for at mindske selskabets varme-, vand- og affaldsforbrug. 

Industriens Pensions hovedsæde har i første omgang opnået en DGNB-sølvcertificering, og Kuben Management venter, at bygningen vil opnå en guldcertificering, når den om et par år skal re-certificeres, og det er muligt at påvise opnåelsen af flere delmål. 

Ud over miljø- og klimaforhold tager en DGNB-certificering også højde for bygningens økonomiske, sociale, tekniske og procesrelaterede bæredygtighed. 

Fakta: De nye DGNB-standarder for bygninger i drift

Den nye DGNB-manual for bygninger i drift blev offentliggjort allerede i 2020, men certificeringerne tager typisk relativt lang tid, da der skal laves målinger af de effekter, som forskellige tiltag har på driftsforholdene. 

Den nye manual for bygninger i drift dækker bl.a. alle typer ejendomme, mens den tidligere manual udelukkende var forbeholdt bestemte typer kontorbygninger. De nye standarder tager samtidig højde for fremadrettede planer for at gøre ejendommene mere bæredygtige, og bygningerne skal nu re-certificeres hvert tredje år, så der følges op på målsætningerne.