Fuld fart på opbygningen af industriansattes pensionsformuer

Pensionsformuerne for ansatte i industrien og fødevareindustrien vokser voldsomt i disse år. Allerede i dag har den danske industriarbejder i 50’erne i gennemsnit opsparet mere end 1 mio. kr. i pension, viser nye tal.

De seneste årtiers udbygning af danske arbejdsmarkedspensioner er nu for alvor ved at slå igennem for industriansatte og andre lønmodtagere. Pensionsformuerne er vokset massivt over en årrække, og nu viser nye tal, at danske industriansatte mellem 50 og 60 år allerede i dag i gennemsnit har rundet 1 mio. kr. på pensionskontoen.
 
Adm. direktør Laila MortensenIndustriens Pension har gennemgået nye tal fra Nationalbanken, der viser, hvor meget medlemmerne har opsparet i gennemsnit, når man lægger opsparingerne i forskellige pensionsselskaber og ATP sammen. Når det hele lægges sammen, har pensionsselskabets medlemmer i 50’erne med dansk bopæl nu i gennemsnit opsparet 1,14 mio. kr. 

Pilen peger kraftigt op
Pilen peger samtidig kraftigt op de kommende årtier, da arbejdsmarkedspensionen inden for industrien stadig er under opbygning. I takt med, at medlemmerne får gennemsnitligt længere opsparingsperioder, vil pensionsformuerne fortsætte med at vokse massivt.
 
”Tallene fra Nationalbanken viser, at systemet med arbejdsmarkedspensionerne virkelig rykker i disse år. I de kommende årtier vil udviklingen fortsætte for fuld kraft, og det betyder, at ansatte i industrien og fødevareindustrien i stigende grad kan se frem til en økonomisk tryg alderdom,” siger adm. direktør i Industriens Pension, Laila Mortensen.
 
Arbejdsmarkedspensionerne på LO-området (i dag FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation)  blev etableret for ca. 26 år siden, og til at begynde med var indbetalingerne til pension langt lavere end i dag. Indbetalingerne blev gradvist sat op over en årrække og ligger i dag typisk på 12 procent. 
 
Den voksende pensionsformue hænger både sammen med den fortsat gradvise opbygning af ordningerne og med et attraktivt langsigtet afkast. Industriens Pension har således de seneste ti år leveret et gennemsnitligt afkast i omegnen af 9 procent om året.

Yderligere information:
Laurits Harmer Lassen, pressechef i Industriens Pension, mobil: 29 39 66 76