Industriens Pension med i nyt klimapanel fra Innovationsfonden

Industriens Pensions adm. direktør, Laila Mortensen, er en del af et nyt klimapanel fra Innovationsfonden, der skal sikre, at Danmark får mest ud af de milliarder af kroner, som fonden investerer i klimaprojekter.

Det nye klimapanel skal konkret komme med idéer til, hvordan man får mest mulig ud af Innovationsfondens investeringer i klimarelaterede projekter. Her ses en solcellepark. 



Et nyt klimapanel med bl.a. forskere fra ind- og udland, ledere af danske virksomheder, interesseorganisationer og investorer skal komme med bud på, hvordan vi bedst kan tage hånd om de enorme klimaudfordringer, som samfundet står med. 

Det er Innovationsfonden, der hvert år investerer omkring 1,5 mia. kr. i forskning, teknologi og innovation, der har nedsat det nye panel, der skal mødes for første gang i dag til en workshop for at diskutere effektive løsninger.

Adm. direktør Laila MortensenIndustriens Pensions adm. direktør, Laila Mortensen, er blandt medlemmerne af det nye panel, og hun glæder sig over Innovationsfondens initiativ.

”Jeg ser frem til input og inspiration fra medlemmer med meget forskellig baggrund i Klimapanelet. Jeg håber meget, at det kan give brugbare idéer, når forskere, virksomheder og investorer nu bliver bragt sammen til diskussioner om, hvilke løsninger og modeller der kan give mest værdi for pengene. Som institutionel investor har vi en væsentlig rolle at spille i den grønne omstilling,” siger Laila Mortensen.

Store investeringer i grøn energi

Industriens Pension har investeret 4,4 mia. kr. i grøn energi og har bl.a. betydelige investeringer i havvindmølleparker, solceller og flere andre grønne energiløsninger. Selskabet samarbejder desuden med et stort antal andre investorer, bl.a. via investorsamarbejdet Climate Action 100+, om at presse olieselskaber m.m. i en grønnere retning med konkrete, langsigtede klimamålsætninger.

Det nye klimapanel skal konkret komme med idéer til, hvordan man får mest mulig ud af Innovationsfondens investeringer i klimarelaterede projekter. Samtidig skal panelet være med til at anspore forskere, iværksættere og erhvervslivet til at øge investeringerne i forskning og teknologisk udvikling.