Industriens Pension vinder europæisk pris for unoterede investeringer

Industriens Pension er netop blevet kåret til den bedste europæiske investor i unoterede aktiver ved den årlige prisuddeling, IPE Conference and Awards, som i disse dage bliver afholdt i København.





Resultaterne har været imponerende gennem mange år, og Industriens Pension har formået at presse investeringsomkostningerne til fonde ned. Sådan lød det bl.a. fra dommerpanelet, da Industriens Pension sent tirsdag aften modtog prisen som bedste europæiske investor i alternatives (unoterede investeringer) ved IPE Conference and Awards 2019 i Tivoli Congress Center i København.

Bag kåringen står en række eksperter og organisationen IPE (Investment & Pensions Europe), der hvert år samler institutionelle investorer fra hele Europa til uddelingen af en række priser ved IPE Conference and Awards. 

Velfungerende samarbejde med fonde
De unoterede investeringer i Industriens Pension udgør aktuelt 53 mia. kr. ud af en samlet portefølje på 183 mia. kr. Investeringerne i infrastruktur, ejendomme, unoterede virksomheder og unoteret kredit har i mange år trukket det samlede afkast op og er en af de væsentlige årsager til, at Industriens Pension har leveret et af branchens absolut højeste langsigtede afkast.

”Vi er rigtig glade og stolte over prisen. Vi har gennem årene opbygget et velfungerende samarbejde med en række af de bedst performende specialiserede fonde i verden inden for bl.a. infrastruktur og unoterede virksomheder. Det har givet meget tilfredsstillende langsigtede resultater,” siger chef for unoterede investeringer i Industriens Pension, Jan Østergaard.

Dommerpanelet hos IPE har ligeledes fokuseret på mange års høje afkast og grundige processer på området.
 
”Industriens Pension er en dedikeret investor i alternativer, og et stærkt fokus på co-investeringer (direkte investeringer parallelt med fondene i udvalgte aktiver) har holdt investeringsomkostningerne nede og har bidraget til, at selskabet har leveret meget solide resultater,” lød det fra dommerne ved IPE’s kåring.

Vundet mange IPE-priser
Gennem årene har Industriens Pension vundet en lang række af IPE’s hovedpriser, herunder fire gange prisen som Danmarks bedste pensionsselskab og yderligere fire gange prisen som Europas bedste arbejdsmarkedspensionsselskab.

I maj i år blev Industriens Pension desuden kåret som Årets Arbejdsmarkedspensionsselskab af finansmediet FinansWatch og revisions- og konsulentvirksomheden EY.

Yderligere information:
Laurits Harmer Lassen, pressechef i Industriens Pension, mobil: 29 39 66 76