Industriens Pension ansætter ny ejendomsinvesteringschef

Industriens Pension har ansat Kenneth Olsson, der er underdirektør i ATP Ejendomme, som ny ejendomsinvesteringschef. Han tiltræder stillingen i Industriens Pension senest den 1. december. 





Det bliver fremover 54-årige Kenneth Olsson, der skal foretage investeringer til Industriens Pensions voksende danske ejendomsportefølje. 
 
Kenneth Olsson kommer fra en stilling som underdirektør i ATP Ejendomme og har i mere end 25 år arbejdet med ejendomsinvesteringer og værdifastsættelse af erhvervsejendomme. Siden 2011 har han været medlem af direktionsgruppen i ATP Ejendomme med ansvar for Investering og Portefølje i ATP’s danske portefølje.
 
”Med Kenneth Olsson får vi en meget erfaren og kompetent ejendomsinvestor, som har leveret overbevisende resultater i sine tidligere job. Jeg glæder mig meget til, at han bliver en del af vores team, og jeg er overbevist om, at han kan fortsætte opbygningen af vores danske ejendomsportefølje og sikre, at vi fortsat leverer solide afkast på området,” siger Jan Østergaard, chef for unoterede investeringer i Industriens Pension.
 
Gradvis udbygning af porteføljen
Aktuelt udgør Industriens Pension danske ejendomsinvesteringer ca. 3,2 mia. kr. ud af en samlet ejendomsportefølje på 8,5 mia. kr. Det er planen, at især de danske ejendomsinvesteringer gradvist skal udbygges over en årrække.
 
Kenneth Olsson har været ansat i ATP Ejendomme siden 2003, og siden 2010 har han været ansvarlig for investeringsfunktionen. Siden da er den danske portefølje i ATP Ejendomme vokset fra ca. 10 mia. kr. til 30 mia. kr. i dag.
 
Tidligere har Kenneth Olsson i en lang årrække været ansat i BRFkredit, bl.a. som ansvarlig for værdiansættelsen af erhvervsejendomme.

Billede: ATP Ejendomme