Ny version af pensions-app’en med mere info om dit afkast

Med den nyeste udgave af Industriens Pensions app kan medlemmerne nu også se afkastet over en længere periode, og app’en er oversat til engelsk, tysk og polsk.

Mange bruger app'en

Næsten 30.000 medlemmer har nu hentet Industriens Pensions app, som gør det let at følge afkast, opsparing og indbetalinger. App’en er netop lanceret i en ny udgave med mere information om afkastet. Så nu kan brugerne fx se, hvor stort afkastet har været i de foregående år, og de kan se, hvem der får udbetalingen fra deres pensionsordning ved dødsfald.  

App’en blev lanceret i december i forbindelse med pensionsordningens 25-års jubilæum, og medlemmerne har fra starten af taget rigtig godt imod den. En brugeranalyse fra februar viste, at to ud af tre brugere gav app’en topscoren ’Meget god’, mens resten af medlemmerne synes den er ’God’.

”Med udbygningen af app’en opfylder vi de fleste af de ønsker, som vi har samlet ind ved at spørge medlemmerne om, hvad de synes, der kan gøre vores app endnu bedre,” fortæller Jens Almegaard, kommunikationschef i Industriens Pension.

App oversat til engelsk, tysk og polsk

Blandt Industriens Pensions 400.000 medlemmer findes mere end 100 forskellige nationaliteter.

”Vi arbejder for, at alle medlemmerne kender deres pensionsordning, så de får mest muligt ud af deres indbetalinger. Og vi vil også meget gerne udbrede kendskabet til ordningen blandt medlemmer, der ikke har dansk som modersmål. Derfor er app’en nu oversat til engelsk, tysk og polsk,” siger Jens Almegaard.

Hent app’en i Google Play og App Store – søg efter Industriens Pension.

Det kan du se i app’en:

  • Dit afkast måned for måned – og de seneste fem år
  • Hvor meget du har sparet op
  • Dine forsikringsdækninger
  • Hvem får udbetalingen, når du dør
  • Indbetalinger til din pension
  • Dine breve