Få seniorfridage med Fritvalgs Lønkontoen

Den nye overenskomst giver ret til, at du kan holde seniorfridage de sidste fem år, før du når folkepensionsalderen. Seniorfridagene kan betales med Fritvalgs Lønkontoen og ved at spare mindre op til pension.

Efter 30-40 år på arbejdsmarkedet kan det være, at lysten og behovet for at arbejde mindre melder sig. Det tager den nye overenskomst for industrien højde for. Som noget nyt har du ret til holde seniorfridage de sidste fem år inden folkepensionsalderen.

Seniorfridagene kan betales med Fritvalgs Lønkontoen, og ved at indbetalingerne til pension sættes ned.

Start tidligt med at spare ekstra op

Hvis du vælger at betale for seniorfridagene ved at sætte indbetalingen til pension ned, når du ikke at spare så meget op til pension. Men du kan kompensere for nedgangen ved at bruge Fritvalgs Lønkontoen til at betale ekstra til pension.

Begynder du fx som 40-årig at bruge hele Fritvalgs Lønkontoen til ekstrapension, kan det opveje den nedgang, du vil få, hvis du stopper med at spare op til pension i de sidste fem år af dit arbejdsliv. Det viser beregninger fra Industriens Pension.

”Ved at bruge Fritvalgsordningen til ekstrapension, får du en større pensionsopsparing, som kan give dig friheden til at holde seniorfridage – uden at du får mindre at leve for som pensionist,” siger Joan Alsing, forsikringsdirektør, Industriens Pension.

Kort om seniorfridage

  • Seniorfridage kan holdes fra fem år før din folkepensionsalder.
  • Er du over 59 år, kan du på Min Side beregne, hvad seniorfridage vil betyde for din pension. 
  • Kontakt din fagforening og arbejdsgiver for at høre, hvordan du laver en aftale om seniorordning.
  • Du skal også kontakte din fagforening for at høre, hvordan du gør, hvis du vil ændre dit valg for ferieåret 2017-2018.

Om Fritvalgs Lønkontoen

  • Bidraget til Fritvalgs Lønkontoen er 2,7 % i år, 3,4 % i 2018 og 4 % i 2019.
  • Hvert år inden 1. april skal du vælge, hvordan du vil bruge Fritvalgs Lønkontoen for det kommende ferieår.
  • Fritvalgs Lønkontoen kan med den nye overenskomst bruges til:
    • Ekstra pension
    • Ekstra penge, når du holder fri
    • Seniorfridage
    • Børneomsorgsdage