Industriens Pension klar med stor investering i danske vækstbyer

Industriens Pension er gået sammen med PFA og Thylander Gruppen om en investering på 1 mia. kr. i boligejendomme i vækstbyer uden for hovedstadsområdet og Aarhus.

Ejendomsinvesteringschef i Industriens Pension, Peter Frische, fortæller, at der er tale om en langsigtet investering, som både samarbejdspartnerne bag fonden, borgerne i de udvalgte byer og pensionsopsparerne får glæde af.

”Der er en lang række danske byer udover Aarhus og København, der oplever rigtig pæn vækst og er interessante at investere i. Det bliver investeringer med lav risiko, der vil kunne give et stabilt, attraktivt afkast til vores medlemmer,” siger Peter Frische.

Stor efterspørgsel fra ældre og singler

Han hæfter sig bl.a. ved, at der vil komme flere ældre og singler i fremtiden, og at det særligt er denne gruppe, der ventes at efterspørge lejlighederne, som fonden skal investere i.

Investeringerne sker gennem fonden Danske Boligejendomme, som er etableret på initiativ af Thylander Gruppen. Industriens Pension og PFA ejer hver 49,5 pct. af fonden Danske Boligejendomme, mens Thylander Gruppen ejer 1 pct.

Fonden vil frem mod 2019 investere 1 mia. kr. i primært boligejendomme på centrale placeringer i de udvalgte vækstbyer. Ejendomsinvesteringer i Aarhus og København ligger uden for dette set-up.

Det er Instituttet for Fremtidsforskning, der på opdrag fra Thylander Gruppen har fundet frem til 29 byer, som vurderes at få en positiv befolkningstilvækst i fremtiden og har behov for flere boliger af forskellig art.