Brexit skaber uro på finansmarkederne

Briterne vil ud af EU, og det giver lige nu dårlig stemning på finansmarkederne.

Det har skabt uro på de finansielle markeder, efter Storbritannien har besluttet sig for at forlade EU. 

I Industriens Pension har vi været forberedt på, at det kunne blive et nej, da det lå så tæt i meningsmålingerne. Derfor er resultatet ikke overraskende, men gør, at vi følger udviklingen hele tiden og handler aktivt, så medlemmerne får mest muligt ud af deres pensionsopsparing.

”Det var forventeligt, at de finansielle markeder ville reagere negativt ovenpå valgresultatet, og det vil også sætte stemningen på markederne i den kommende tid. Men efter det forventer vi, at der igen kommer balance på markederne, så derfor er det også vigtigt at bevare roen og ikke gå i panik og huske på vi en langsigtet investor,” siger Karsten Kjellerup Kjeldsen, investeringsdirektør i Industriens Pension. 

Udsvingene på finansmarkederne påvirker de fleste medlemmers opsparing på kort sigt, da de sparer op i markedsrente, og afkastene derfor i vidt omfang følger udsvingene på finansmarkederne.  Hvor meget det er for det enkelte medlem, afhænger af alder, investeringsprofil og størrelsen af opsparingen.

”I Industriens Pension har vi en forsigtig investeringsstrategi, og vi har sørget for at sprede vores investeringer for at sikre et så højt realt langsigtet afkast som muligt. Samtidig sørger vi for, at jo tættere du er på pensionstidspunktet, jo lavere risikoprofil har du, hvilket begrænser tabene i situationer som denne,” siger Karsten Kjellerup Kjeldsen.

  

Husk du altid kan følge din pensionsopsparing her - industrienspension.dk/minside