Bare jeg havde kendt symptomerne

Birgitte Jensen fik en blodprop i hjernen, men troede, at symptomerne blot var tegn på stress.

En dag i november sidste år følte Birgitte sig svimmel, og det snurrede i armen, men hun slog det hen som tegn på, at hun var lidt stresset. Som dagen skred frem, fik hun det værre, og venstre side af ansigtet begyndte at hænge. Birgittes mand og søn kommanderede hende til Hillerød Hospital, hvor hun blev indlagt. 

”Det viste sig, at jeg havde fået en blodprop i hjernen. Jeg blev virkelig forskrækket – havde jeg kendt til symptomerne, havde jeg helt klart reageret før,” siger Birgitte Jensen, der bor i Hørsholm med sin mand. 

Et plaster til 100.000 kr.

Birgitte Jensen har gennem sin overenskomst pension hos Industriens Pension og fik derfor udbetalt 100.000 kr. i forsikring ved kritisk sygdom, fordi blodproppen har givet Birgitte en let lammelse i ansigtet.

”Hverken min mand eller jeg tænkte på forsikringer. Heldigvis var der en vaks sygeplejerske, som sagde, at jeg skulle kontakte mit pensionsselskab. Pengene er ikke brugt endnu, måske skal de gå til noget træning, så jeg hurtigere kommer tilbage til den hverdag, vi havde før. Men lige nu er jeg rigtig glad for den genoptræning, som kommunen har tilbudt. Det har sparket mig i gang,” fortæller hun. 

Modelfoto - farmor med barnebarn