Industriens Pension køber Sankt Petri Passage

Industriens Pension har købt Sankt Petri Passagen, som tidligere var hovedkontor for TDC i det centrale København. Det store ejendomskompleks omfatter 14 kontorbygninger samlet på 45.000 kvadratmeter og godt 100 parkeringspladser.

Industriens Pension har købt ejendommene af ejendomsfonden Carlyle, som de seneste år har foretaget en gennemgribende udvikling og renovering af ejendommene.

Størstedelen af lokalerne er udlejet på lange, uopsigelige kontrakter til TDC, advokat­firmaet Bruun & Hjejle, Sankt Petri Skolen samt Voksenuddannelsescenter KVUC. Lejerkredsen omfatter desuden Google, Red Bull og Karnov m.fl.

”For Industriens Pension er der tale om en særdeles attraktiv investering med en unik kombination af størrelse og spredning på gode attraktive lejere. Det er sjældent, at det er muligt at købe klassiske byejendomme så centralt og velbeliggende, samtidig med at de er nyistandsat i så høj kvalitet”, siger ejendomsinvesterings­chef Peter Frische, Industriens Pension.

”Lokalerne er meget indbydende og moderne, og de har en fleksibilitet, som gør det muligt at indrette dem til både storrum- og enkeltmandskontorer. Samtidig har ejendommene klassisk sjæl og charme. Kort sagt: Det bedste fra to verdener”, pointerer Peter Frische.

Med denne store investering fortsætter Industriens Pension udbygningen af sin danske ejendomsportefølje, som nu har rundet 2,25 mia. kr. I løbet af de kommende år forventer Industriens Pension at øge de danske ejendomsinvesteringer til 5 mia. kr.