Helt kort vil vi gerne slå fast, at vi i Industriens Pension gør alt, hvad vi kan, for at beskytte pensionsopsparingerne på trods af nervøsitet på finansmarkederne.
Der har været mærkbare udsving de seneste dage på grund af kamphandlingerne, der betyder, at olie- og gasfelter samt bearbejdningsanlæg er lukket ned flere steder i Mellemøsten. Derudover har iranerne meldt ud, at Hormuz-strædet er lukket for gennemsejling. Strædet er en livsnerve for transport af containere, olie og gas til Asien, og den globale økonomi kan derfor blive ramt på lidt længere sigt, hvis ikke situationen snart normaliserer sig.
Det er dog vigtigt for os at sige, at det gælder om at have is i maven, hvis bølgegangen tager til på de finansielle markeder. Erfaringen viser, at aktiemarkederne typisk har rettet sig relativt hurtigt igen efter konflikter i Mellemøsten, og historisk er markederne altid kommet stærkt igen på den lange bane.
Vi overvåger situationen og er klar til at reagere
Vi følger selvfølgelig udviklingen tæt og arbejder løbende med risikostyring og tilpasning af investeringerne. Som en naturlig del af vores risikostyring tager vi selvfølgelig bestik af den geopolitiske situation og forbereder os på alle tænkelige og utænkelige scenarier, så vi er klar til at reagere, hvis det bliver nødvendigt.Spredt risiko har sikret stabile langsigtede afkast
Vi investerer dine penge bredt på tværs af lande, brancher og typer af investeringer. Netop denne brede risikospredning er med til at beskytte opsparingerne, når markederne er urolige, og strategien har historisk sikret stabile langsigtede afkast. Over de seneste 10 år (2016-2025) har Industriens Pension opnået et gennemsnitligt årligt afkast på 6,0 procent for den samlede portefølje på tværs af alle aldersgrupper. Det er blandt de absolut højeste afkast i branchen.På den helt lange bane vidner tallene samtidig om vedvarende gode resultater i vidt forskellige markedssituationer. Siden Industriens Pension som nyetableret selskab fik de første indbetalinger i 1993, har det gennemsnitlige årlige afkast på den samlede portefølje været 8,0 procent i den 33-årige periode.