Prisen for ’Bedste digitale kundeservice’ gives ud fra parametrene om, at det er nemt, hurtigt og intuitivt for kunder og medlemmer at finde svar på spørgsmål på selskabernes digitale platforme, mens prisen for ’Bedste serviceorganisation’ handler om serviceparathed, der helt groft dækker over, at hele organisationen til syvende og sidst har kunder og medlemmer for øje i alle processer.
Det er i øvrigt fjerde gang på blot fem år, at Industriens Pension modtager prisen for ’Bedste serviceorganisation’ på tværs af brancher.
”Vi er virkelig glade og stolte over anerkendelsen. God service handler for os om at gøre det nemt, trygt og rart for medlemmerne, uanset hvor de møder os. Vi arbejder hele tiden på at gøre oplevelsen endnu bedre; både digitalt, over telefon og når vi mødes ansigt til ansigt. Det kræver en fælles indsats i hele organisationen. Derfor betyder priserne her ekstra meget, fordi de er et vidnesbyrd på, hvad der er muligt, når kollektive kræfter trækker i samme retning,” siger afdelingschef for Medlems- og Virksomhedsservice i Industriens Pension, Maria Edelmark Schioldann.
En perlerække af priser i 2025
Industriens Pension er pensionsselskab for timelønnede i industrien, og selskabet har hvert år dialog med flere hundredetusinde medlemmer. Derfor er grundig, klar og empatisk rådgivning et absolut nøgleområde, som man hele tiden forsøger at optimere.Noget som også afspejler sig i selskabets medaljehøst både i 2025 og de forgangne år.
Industriens Pension har i løbet af indeværende år også vundet prisen for de mest tilfredse medlemmer på tværs af alle selskaber i pensionsbranchen i EPSI Ratings brede tilfredshedsundersøgelse. Selskabet stod ligeledes øverst på skamlen, da Loyalty Group løftede sløret for, hvilket pensionsselskab flest ville anbefale (baseret på den såkaldte NPS-score). Derudover har Industriens Pension også for nyligt vundet prisen for pensionsbranchens bedste image, der hvert år bliver kåret af Wilke og FinansWatch.