Anders Ellegaard, chef for obligations- og kreditinvesteringer i Industriens Pension, forventer, at den nye kreditinvestering vil give et solidt afkast med en relativ lav risiko. Foto: Industriens Pension.
Industriens Pension er klar med en ny kreditinvestering på over 2,2 mia. kr. til mellemstore europæiske virksomheder, der har brug kapital for at vokse. Investeringen foretages gennem en ny kreditfond fra Goldman Sachs Asset Management.
Den nye kreditfond, ‘West Street Direct Lending European Evergreen Partners’, fokuserer primært på udlån til robuste kapitalfondsejede virksomheder med betydeligt vækstpotentiale. Langt de største beløb skal udlånes til europæiske virksomheder, og derudover vil kreditfonden i mindre omfang også udlåne til australske selskaber.
Kapital til vækst i europæisk erhvervsliv
I den første runde har den nye fond via tilsagn fra en del forskellige institutionelle investorer i alt opnået et omfang på 12,7 mia. kr. (1,7 mia. euro). Fonden vil åbne for nye investorer og yderligere kapital i stor skala til hovedsageligt europæiske virksomheder inden for forventeligt 12–18 måneder.”Det er en attraktiv investering for os, da vi først og fremmest forventer et solidt afkast med en relativ lav risiko. Vi kan samtidig godt lide fondens fokus på solide og stabilt voksende europæiske virksomheder, der søger kapital for at udvikle sig yderligere. Denne type udlån udgør et velkomment bidrag til yderligere udvikling i europæisk erhvervsliv,” siger Anders Ellegaard, der er chef for obligations- og kreditinvesteringer i Industriens Pension.
Kraftigt voksende aktivklasse i Industriens Pension
Industriens Pension har over en længere årrække øget investeringerne i unoteret kredit via fonde, og aktivklassen udgør nu 18,4 mia. kr. Ved indgangen til 2020 lå selskabets investeringer i unoteret kredit til sammenligning på blot 6,1 mia. kr., og Industriens Pension forventer fortsat at øge investeringerne på området de kommende år.Det er en aktivklasse, der gennem en længere årrække har leveret solide afkast og samtidig har indbygget inflationsbeskyttelse. Derudover har aktivklassen medvirket til at sprede den samlede investeringsrisiko, da kreditinvesteringerne hermed bliver fordelt på forskellige typer kreditaktiver i stedet for blot på børsnoterede virksomhedsobligationer.
Goldman Sachs har selv en andel af alle fondens udlån på balancen, og kapitalforvalterens medarbejderfond har ligeledes investeret et betydeligt beløb i fonden.
Industriens Pensions nye investeringstilsagn på lidt over 2,2 mia. kr. er pensionsselskabets største enkeltstående tilsagn inden for aktivklassen unoteret kredit. Beløbet forventes at blive investeret i løbet af de kommende 18 måneder.
Yderligere information:
Laurits Harmer Lassen, pressechef i Industriens Pension, mobil: 29 39 66 76