
Undgå at få et skattesmæk
I 2023 har vi i Industriens Pension som udgangspunkt indbetalt det maksimale beløb på din 'Aldersopsparing'.Du må indbetale 8.800 kr. i 2023, hvis du har over 7 år til din folkepensionsalder. Har du under 7 år til din folkepensionsalder, kan du indbetale 56.900 kr. Overskrider du denne grænse, får du et skattesmæk.
Du kan undgå dette ved at registrere dine indbetalinger til en Aldersopsparing i et andet pensionsselskab eller en bank på 'Min side'. Venter du til næste år med dette, bliver du pålagt en afgift på 4 %. Det er derfor vigtigt, at du registrerer det via linket herunder senest den 31. december, da vi ikke kan se dine indbetalinger til andre selskaber.
Registrér dine indbetalinger til aldersopsparing i andre selskaber og undgå et skattesmæk
Indbetaler du til pension andre steder, kan det i mange tilfælde godt betale sig for dig at samle pensionerne ét sted. På den måde betaler du fx ikke for administration flere steder. Det er dog vigtigt, at du tjekker op på, om du mister nogle særligt favorable vilkår, inden du samler dine pensioner.
Ret din forskudsopgørelse
Ud over jul, sne og slud er december også lig med forskudsopgørelsen. Uanset om du er i job, på pension eller får andre typer af udbetalinger, er det vigtigt, at du udfylder denne korrekt, så du hverken kommer til at betale for meget eller for lidt i skat i 2024.Får du en udbetaling fra os, så sender vi dig et reguleringsbrev lige inden jul, hvor du kan se, hvad du får udbetalt i 2024.
Vil du gerne udfylde forskudsopgørelsen, inden du har modtaget reguleringsbrevet fra os, hvor du kan se, hvad du får udbetalt i 2024, så skal du indtaste det beløb, du fik fra os i 2023.
Indtaster du beløbet fra 2023, kan du efterregulere beløbet, når du har de rigtige tal. Du skal indtaste beløbet i rubrik 317.