Bæredygtighedsrelaterede oplysninger om pensionsopsparing med gennemsnitsrente

Sammenfatning

Investeringsstrategien

Industriens Pension investerer efter at skabe det højest mulige investeringsafkast til medlemmerne under hensyntagen til risikoen. Det sker gennem værdiskabelse i en veldiversificeret portefølje fordelt på mange forskellige aktivklasser, sektorer og lande. Udover at skabe et godt investeringsafkast er ønsket, at investeringerne skal understøtte en ansvarlig og bæredygtig udvikling. Derfor er ansvarlighed og bæredygtighed en integreret del af vores investeringsproces på tværs af alle aktivklasser. 

Investeringsprocessen

Tilgangen til ansvarlighed følger af Industriens Pensions politik for bæredygtighed og aktivt ejerskab i investeringerne. Industriens Pension foretager forud for enhver investering en due diligence, der som en integreret del af investeringsbeslutningsprocessen blandt andet har til formål at identificere og vurdere potentielle negative bæredygtighedsvirkninger på samfundet, miljøet og klimaet ved investeringen samt vurdere eventuelle bæredygtighedsrisici. I investeringernes levetid er Industriens Pension aktive ejere, hvilket indebærer, at vi løbende overvåger og går i dialog med selskaberne i porteføljen samt stemmer på generalforsamlingerne i porteføljens børsnoterede selskaber. Eksklusion anses som sidste udvej, når en ønsket adfærdsændring ikke har været opnåelig gennem aktivt ejerskab. 

Fremme af miljømæssige og sociale karakteristika

Industriens Pensions produkt fremmer en række miljømæssige og sociale karakteristika, men har ikke bæredygtig investering som sit mål. Produktet tager hensyn til klimaforandringer ved, at investeringerne skal understøtte målsætningerne i FN’s Parisaftale fra 2015. Det indebærer, at Industriens Pension løbende vil sætte delmål for reduktion af investeringsporteføljens udledning af drivhusgasser, første gang i 2023, så det sikres, at udledningerne fra investeringerne bliver neutrale senest i 2050. Derudover har vi fokus på at investere direkte i løsninger, der er med til at drive omstillingen til et lavemissionssamfund, såsom investeringer i vedvarende energi og bæredygtigt byggeri. På det sociale område screenes investeringer i børsnoterede selskaber for overholdelse af en række internationale normer. Ved investeringer i statsobligationer vurderes de udstedende lande på baggrund af deres performance inden for en række sociale indikatorer, klimahensyn og regeringsførelsen. 

Overvågning af bæredygtighedsindikatorer

Produktets miljømæssige og sociale målsætninger gælder alle investeringer med undtagelse af derivater og likviditet, som har til formål at styre investeringsrisikoen og placere ikke-investerede midler. Vi anvender eksterne dataleverandører til at overvåge de noterede investeringer i forhold til miljømæssige og sociale karakteristika samt som datagrundlag for aktivt ejerskab og eksklusion. Industriens Pension anvender ikke specifikke indeks for at opfylde de miljømæssige eller sociale karakteristika. Data for bæredygtighedsindikatorer for unoterede investeringer er under udvikling, og overvågningen af indikatorerne for denne aktivklasse vil derfor udvikles yderligere i takt med, at datagrundlaget forbedres. 

Intet bæredygtigt investeringsmål

Dette finansielle produkt fremmer miljømæssige eller sociale karakteristika, men har ikke bæredygtig investering som sit mål. 

Det finansielle produkts miljømæssige eller sociale karakteristika

Industriens Pensions produkt fremmer en række miljømæssige og sociale karakteristika, som kan udledes af vores politik for bæredygtighed og aktivt ejerskab i investeringerne:

  • Produktet tager hensyn til miljø og klimaforandringer. Hensynet til klimaforandringer fremmes ved, at investeringerne skal understøtte målsætningerne i FN’s Parisaftale fra 2015 om at begrænse temperaturstigningen til 2 grader og tæt på 1,5 grader i forhold til præindustrielt niveau. Det indebærer, at Industriens Pension løbende vil sætte delmål for reduktion af investeringsporteføljens udledning af drivhusgasser – første gang i 2023, så det sikres, at udledningerne fra investeringerne bliver neutrale senest i 2050. 
    • Målsætningen om løbende at reducere investeringsporteføljens klimaaftryk sker primært gennem aktivt ejerskab i de selskaber, vi har investeret i. Det aktive ejerskab sker i form af løbende overvågning og dialog med selskaberne i porteføljen samt gennem stemmeafgivelse på generalforsamlingerne i porteføljens børsnoterede selskaber. Omfanget af og fremgangsmåden for det aktive ejerskab afhænger af en række faktorer, herunder af værdien af Industriens Pensions investering i et konkret selskab, ejerskabsandelen samt mulighederne generelt for at indgå i en gensidig og effektiv dialog.
    • Vi ekskluderer som en sidste udvej selskaber, hvor vi vurderer, at en tilstrækkelig omstilling af selskabets aktiviteter ikke er mulig, eller der ikke opleves et ønske herom. 
  • Vi har fokus på at investere direkte i løsninger, der er med til at drive omstillingen til et lavemissionssamfund. Det gælder investeringer i vedvarende energi som fx vind- og solenergi samt bæredygtigt byggeri. Industriens Pension har en retningslinje om kun at investere i byggeri opført efter 2020, der er bæredygtighedscertificeret til minimum DGNB Guld. Derudover arbejdes der på at klassificere de eksisterende ejendomme i porteføljen med henblik på gradvist at forbedre bæredygtigheden af disse.  
  • Vi fremmer ligeledes sociale karakteristika ved at investere i selskaber, der respekterer internationale normer og konventioner for social ansvarlighed. Det gælder fx overholdelse af grundlæggende menneske- og arbejdstagerrettigheder. Derudover accepterer vi ikke bestikkelse, korruption eller aggressiv skatteplanlægning fra de selskaber og fonde, som vi investerer i.

Investeringsstrategi

Industriens Pensions investeringsstrategi er bygget op omkring værdiskabelse gennem en veldiversificeret portefølje fordelt på mange forskellige aktivklasser, sektorer og lande. Investeringsstrategien revurderes løbende og mindst en gang om året. 

Industriens Pension ønsker at investere ansvarligt og agere som en aktiv investor for at beskytte og forøge afkastet til medlemmerne og samtidig bidrage til en bæredygtig samfundsudvikling. 
Tilgangen til ansvarlighed følger Industriens Pensions politik for bæredygtighed og aktivt ejerskab i investeringerne. Vi stiller krav til ansvarlighed i de selskaber, der investeres i, og eksklusion anses som sidste udvej, når en ønsket adfærdsændring ikke har været opnåelig gennem aktivt ejerskab.

God selskabsledelse

Industriens Pension tager afsæt i OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder. I investeringernes levetid tager de overordnede emner for selskabsledelse, som ligger til grund for den løbende dialog med selskaber samt for Industriens Pensions stemmepolitik, afsæt i anbefalingerne fra Komitéen for god Selskabsledelse, samt i gældende lovgivning og lokale standarder for god selskabsledelse i de relevante lande. Vi forventer i den forbindelse, at selskaber følger lokale og internationale anbefalinger eller forklarer, hvis de har valgt at gøre det anderledes.

Andel af investeringerne

De miljømæssige og sociale karakteristika, som Industriens Pensions pensionsprodukt fremmer, er beskrevet indledningsvist under punktet ”Det finansielle produkts miljømæssige og sociale karakteristika” og omfatter alle Industriens Pensions investeringer med undtagelse af derivater og likviditet, som har til formål at styre investeringsrisikoen og placere ikke-investerede midler. Denne type instrumenter anvendes ikke til at opnå miljømæssige eller sociale karakteristika.

Pr. 31/12-2024 var godt 93 % af den samlede portefølje omfattet af Industriens Pensions miljømæssige og sociale karakteristika, mens derivater og likviditet udgjorde knap 7 %. 

Overvågning af miljømæssige eller sociale karakteristika

For at sikre at investeringerne fremmer de valgte miljømæssige og sociale karakteristika, overvåges og rapporteres der årligt på en række konkrete indikatorer, som er angivet nedenfor.                                                                      

Bæredygtighedsindikatorer for miljømæssige karakteristika:

  • Investeringernes klimaaftryk måles på årlig basis, og der følges op på om klimaaftrykket nedbringes i et tempo, som er i overensstemmelse med Parisaftalens målsætning om at begrænse den langsigtede temperaturstigning til maksimalt 1,5 grader over præindustrielt niveau. Der måles på klimaaftrykket af investeringer i børsnoterede aktier og kreditobligationer samt direkte ejede ejendomme. I 2024 har Industriens Pension udvidet datagrundlaget til måling af investeringernes klimaaftryk med øvrige aktivklasser, herunder unoterede aktivklasser som fx private equity og infrastruktur, samt realkreditobligationer. Data for investeringernes CO2-udledninger er under udvikling og forbedres i takt med at datadækning og kvalitet stiger.
  • Andel af danske ejendomme i porteføljen, som er henholdsvis DGNB sølv- og guldcertificerede. DGNB er en anerkendt og helhedsorienteret certificeringsordning for bæredygtighed. Der måles blandt andet på livscyklus af byggematerialer, energiforbrug m.m. før, under og efter byggeriet. 
  • Andel af investeringer i vedvarende energi. Investeringerne sker både gennem børsnoterede og unoterede investeringer, herunder i større direkte infrastrukturinvesteringer i fx sol- og vindenergi.

Bæredygtighedsindikatorer for sociale karakteristika:

  • Industriens Pension overvåger væsentlige sociale forhold i de selskaber, Industriens Pension er investeret i. Der stilles bl.a. krav til, at de selskaber, Industriens Pension investerer i, respekterer internationale retningslinjer og konventioner som fx OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder og FN’s Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhvervsliv. Der tages desuden afsæt i FN’s 10 Global Compact principper, som er overordnede målsætninger for virksomheders arbejde med samfundsansvar med baggrund i en række internationale erklæringer og konventioner relateret til sociale og miljømæssige forhold samt anti-korruption.
  • Lande rates på deres performance med hensyn til respekt for menneskerettigheder, klimahensyn, effektiv og stabil regeringsførelse mv. 

Metoder

Måling af klimaaftryk 

  • Der måles p.t. på klimaaftrykket af investeringer i børsnoterede aktier og virksomhedsobligationer fra den eksterne dataleverandør MSCI. I 2024 har vi udvidet datagrundlaget til måling af investeringernes klimaaftryk med øvrige aktivklasser, herunder unoterede aktivklasser som fx private equity og infrastruktur, samt realkreditobligationer. Data for investeringernes CO2-udledninger er under udvikling og forbedres i takt med at datadækning og kvalitet stiger.
  • Der måles på andelen af danske ejendomme i porteføljen, som er henholdsvis DGNB sølv- og guldcertificerede. 
  • Der måles på værdien af investeringer i vedvarende energi. 

Screening for overholdelse af sociale karakteristika

  • Porteføljen af børsnoterede aktier og virksomhedsobligationer screenes halvårligt af en ekstern dataleverandør. Formålet med screeningen er at identificere selskaber, der har overtrådt OECD’s Retningslinjer for Multinationale Selskaber og FN’s Global Compact principper (der bl.a. referer til FN’s retningslinjer for menneskerettigheder). Screeningen giver input til dialog med udvalgte selskaber, og derudover identificeres selskaber, som kræver særlig bevågenhed og kan føre til en udelukkelse fra Industriens Pensions investeringsunivers. 

Eksklusionskriterier

  • Selskaber, som er involveret i følgende, sættes løbende på Industriens Pensions eksklusionsliste. Det drejer sig om selskaber: 
    • hvis aktiviteter er forbundet med konventionsstridige våben i form af antipersonelle landminer, klyngeammunition, biologiske samt kemiske våben. Aktiviteter forbundet med konventionsstridige våben er defineret som produktion, salg/handel, afprøvning, udvikling, systemintegration, vedligehold og service af våbentyperne eller delkomponenter til disse. Derudover investeres ikke i selskaber, der er involveret i produktion af kernevåben, med hovedsæde i lande, som ikke har ratificeret traktaten om ikke-spredning af kernevåben af 1968.
    • der er involveret i udvinding af termisk kul.
    • hvor mere end 5 % af omsætningen kommer fra udvinding af tjæresand.
  • Derudover ekskluderes lande; 
    • der er omfattet af sanktioner vedtaget af FN eller EU,
    • med en ESG-score, som ifølge Sustainalytics ”Country Risk Rating” ligger under 25 på en skala fra 0-100.

Porteføljen af noterede aktiver screenes på daglig basis for overholdelse af kriterierne.

Datakilder og databehandling

  • Måling af CO2-udledning på den noterede portefølje sker ved brug af data fra den eksterne dataleverandør MSCI.
  • Måling af CO2-udledning på den unoterede portefølje bliver estimeret. Estimationen er baseret på indikatorerne fra de noterede investeringer på baggrund af de industrier, aktiverne tilhører.
  • Screening for overholdelse af sociale karakteristika foretages af vores eksterne samarbejdspartner EOS (Equity Ownership Services) hos Federated Hermes.
  • Screeningen baseres primært på data fra Sustainalytics. 
  • Datagrundlaget for produktinvolvering ift. termisk kul, tjæresand og konventionsstridige våben er fra Sustainalytics.
  • ESG-score for lande er fra Sustainalytics.
  • Informationer til brug for vurdering af aktivt ejerskab er fra EOS hos Federates Hermes.
  • Stemmeafgivelse sker gennem ISS Proxy Voting-platform. 

Der anvendes rapporteret data fra selskaberne i porteføljen i det omfang, at selskaberne rapporterer. Derudover anvendes estimater for at opnå en højere dækningsgrad. Det gælder både de noterede og unoterede investeringer. Industriens Pension står selv for behandlingen af data til brug for eksklusionslister og screening i forbindelse med aktivt ejerskab. Data for porteføljeselskabernes CO2-udledning og andre bæredygtihedsindikatorer beregnes ligeledes af Industriens Pension selv.

Begrænsninger mht. metoder og data

Data for bæredygtighedsindikatorer er generelt behæftet med usikkerhed, blandt andet fordi markedet for data på området stadig er under udvikling. På området for unoterede investeringer er data endnu meget mangelfuld, da mange investeringsmodtagende selskaber på det område endnu ikke rapporterer på bæredygtighedsindikatorer. Industriens Pension følger udviklingen af bæredygtighedsdata tæt og er i dialog med selskaber og dataudbydere for løbende at forbedre data på området.   

Due diligence

Industriens Pension foretager forud for enhver investering en due diligence, der som en integreret del af investeringsbeslutningsprocessen blandt andet har til formål at identificere og vurdere potentielle negative bæredygtighedsvirkninger på samfundet, miljøet og klimaet ved investeringen samt vurdere eventuelle bæredygtighedsrisici. 

  • Ved internt forvaltede aktiver er vurderingen af negative bæredygtighedsvirkninger og bæredygtighedsrisici baseret på de ovenfor beskrevne datakilder.
  • Ved brug af eksterne forvaltere vurderes forvalternes evne til at foretage due diligence for de underliggende aktiver. I denne vurdering indgår, hvorvidt forvalternes tilgang til ansvarlige investeringer, herunder deres håndtering af negative bæredygtighedsvirkninger og bæredygtighedsrisici, er i overensstemmelse med Industriens Pensions politik for bæredygtighed og aktivt ejerskab i investeringerne. 

Kontrol af due diligence sker i Industriens Pensions interne investeringsforum. 

Politikker for aktivt ejerskab

Det aktive ejerskab udøves i henhold til Industriens Pensions politik for bæredygtighed og aktivt ejerskab i investeringerne. Målet med det aktive ejerskab er at understøtte en bæredygtig udvikling, der styrker selskaberne og dermed øger den langsigtede værdi af investeringerne. Omfanget af og fremgangsmåden for det aktive ejerskab afhænger af en række faktorer, herunder værdien af Industriens Pensions investering.

Som aktiv investor har Industriens Pensions porteføljeforvaltere løbende dialog med porteføljeselskaberne. Derudover har Industriens Pension via den eksterne samarbejdspartner, EOS at Federated Hermes, en fokuseret dialog om konkrete problemstillinger med udvalgte selskaber i porteføljen. Industriens Pension stemmer også på generalforsamlingerne i børsnoterede porteføljeselskaber, hvor Industriens Pension har stemmeret. Vi benytter vores eksterne samarbejdspartnere EOS og ISS til rådgivning om afstemninger og til selve stemmeafgivelsen. ISS Proxy Voting stemmer ud fra Industrien Pensions stemmepolitik. Derudover stemmer vi selv på danske børsnoterede selskaber ud fra et nærhedsprincip.


Industriens Pensions politik for ansvarlige investeringer og aktivt ejerskab kan findes her.

Angivet referencebenchmark

Industriens Pension anvender ikke specifikke indeks som referencebenchmark for at opfylde de miljømæssige eller sociale karakteristika.

Industriens Pension er en del af din overenskomst

Industriens Pension er ejet af parterne fra din overenskomst. Derfor er det også dig som medlem, der får hele overskuddet.
Der er ikke nogen aktionærer, der skal tjene penge på din pensionsordning.

Vores ejere