Industriens Pension køber attraktivt kontorbyggeri i Aarhus

Industriens Pension har indgået en aftale om at købe det nye erhvervsbyggeri Byporten Syd, der er under opførelse i det vestlige Aarhus. Ejendommen bæredygtighedscertificeres med DGNB Guld.

Illustration: RBS Arkitekter



Industriens Pension køber nu første etape af det nye erhvervsbyggeri Byporten, der markerer den vestlige indgang til Aarhus. Sælger af ejendommene er den Aarhusianske bygherre Dansk Erhvervsprojekt, der er i fuld gang med byggeriet.

Byportens første etape består af tre sammenhængende kontortårne, der nu rejser sig på grænsen mellem Aarhus og Tilst ved hovedindfaldsvejen Viborgvej ca. 6 km fra Århus centrum. Kontorejendommen bliver en del af et dynamisk erhvervsområde med gode transportforbindelser både via motorvejsnettet, ringvejssystemerne og offentlig transport. 

Appetit på mere i Aarhus
Ejendommene bliver bæredygtighedscertificeret i guldkategorien efter DGNB-standarden. Det betyder, at byggeriet skal leve op til høje krav for bl.a. miljømæssig bæredygtighed.

”Med Byporten får vi en moderne flerbruger-kontorejendom med en meget synlig beliggenhed på en af de store indfaldsveje til Aarhus. Byporten vil bidrage positivt til udviklingen af området, og vi forventer samtidig et godt og stabilt afkast fra investeringen. Vi har siden 2019 investeret mere end 2 mia. kr. i Aarhus, og vi vil fortsat gerne udbygge vores tilstedeværelse i byen med bæredygtige kvalitetsbyggerier, siger ejendomschef i Industriens Pension, Søren Tang Kristensen. 

Færdigbygget i 2022
Kontortårnene bliver på i alt knap 15.000 m2 fordelt på 11 etager inkl. kælder. Da terrænet ligger højt, vil Byporten være meget synlig i landskabet, ligesom der især fra de øvre etager vil være en flot udsigt over Aarhus. Byporten Syd ventes færdigbygget i andet halvår af 2022, hvorefter Industriens Pension overtager det nøglefærdige byggeri.

”Vi er stolte af første etape af Byporten, der er et flot og markant byggeri og kan være med til at løfte hele området. Vi er samtidig rigtig glade for samarbejdet med Industriens Pension, som vi i forvejen har et vellykket samarbejde med om andre kontorejendomme i Aarhus,” siger direktør i Dansk Erhvervsprojekt, Poul Erik Rind.

Der har været en rigtig god interesse for fra potentielle lejere, og der er fundet lejere til størstedelen af ejendommen. Ejendommen opføres til fleksibel anvendelse til såvel flerbrugerejendom som domicil med mulighed for lejemålsopdeling. Den kommer til at fungere efter et facility management-koncept med fælles kantine, reception og mødefaciliteter 

Fakta om ejendommen:
- Bygningsareal 14.459 m2, heraf 4.027 m2 kælder.
- Forventes bæredygtighedscertificeret i DGNB Guld.
- Ejendommen forventes at stå færdig 1. juli 2022.
- Bygherre og sælger er Dansk Erhvervsprojekt A/S.
- Elleve etager, hvor der i stuen er reception, kantine og mødecenter.
- 280 p-pladser, heraf 170 p-pladser i p-kælder.
- Ejendommen forventes at stå færdig ultimo 2022.
- Industriens Pensions rådgivere ifm. købet er Kromann Reumert og NIRAS.

Yderligere information:
Laurits Harmer Lassen, pressechef i Industriens Pension, mobil: 29 39 66 76