Sundhedsordning

Sundhedsordningen gør det nemt at få behandlet mindre skader og gener, før de udvikler sig til et større problem. Du har også adgang til forskellige former for telefonisk rådgivning.

Med sundhedsordningen har du ubegrænset adgang til tværfaglig behandling hos kiropraktor, fysioterapeut, massør, zoneterapeut eller akupunktør, hvis du har smerter eller andre problemer i led, muskler og sener. Eneste krav er, at problemet er opstået på grund af dit arbejde. Hvis det er nødvendigt, får du en kombination af flere behandlingsformer.

Sundhedsordningen indeholder også to former for telefonrådgivning:

  1. Psykologisk rådgivning om problemer, der er opstået på grund af dit arbejde
  2. Misbrugsrådgivning

Sundhedsordningen indeholder desuden også:

  • Guide til sundhedsvæsenet
  • Møde med psykolog
  • Digital sundhedsprofil

Du skal ikke til lægen for at få en lægeerklæring for at benytte sundhedsordningen.

Læs mere om sundhedsordningen

  • Se om du har sundhedsordning på Min side

    I visse overenskomster er sundhedsordningen en obligatorisk del af pensionsordningen. Men alle virksomheder, der er med i Industriens Pension, kan vælge selv at købe en sundhedsordning til deres medarbejdere.

    Er du i tvivl, kan du logge på Min side og se, om du har en sundhedsordning.

  • Hurtig behandling over hele landet

    Behandlingen foregår på et af Falck Healthcares sundhedscentre. Der er 110 sundhedscentre fordelt over hele landet, så du har højst 30 km til behandling.

    Hvis der er mere end 30 km til nærmeste sundhedscenter fra din bolig eller arbejdsplads, kan der findes et andet behandlingssted, der er tættere på. Ring på 70 33 20 50 og aftal nærmere. Du får ikke refunderet behandlinger, der ikke er aftalt på forhånd.

    Hurtig behandling

    Behandlingen kan sættes i gang inden for 4 hverdage. I akutte tilfælde kan du komme til behandling inden for 24 timer på hverdage.

    For at aftale en akut behandling, skal du ringe til os på 70 33 20 50. Ring gerne hurtigt, for hvis der er gået mere end 24 timer, siden problemet opstod, bliver det ikke længere betragtet som akut.

  • Ved din første behandling

    Første gang du er til behandling, bliver der lagt en behandlingsplan, som tager stilling til, hvilken behandling du har brug for, hvor ofte du skal have den, og hvordan du kan forebygge problemet fremover.

    Den første behandling er på 30 minutter. De følgende behandlinger er på 20 minutter.

    Bestil selv tid

    Du kan bestille tid til behandling online.

    Du logger ind med dit CPR-nummer og en adgangskode, som du selv vælger første gang, du skal bestille en tid.

    Du kan også ringe og bestille en tid på 70 33 20 50.

  • Telefonrådgivning

    Med sundhedsordningen har du adgang til to former for telefonrådgivning: 

    1. Psykologisk rådgivning om problemer, der er opstået på grund af dit arbejde 
    2. Misbrugsrådgivning 

    Ring på 70 33 20 50

    Du kan ringe døgnet rundt på 70 33 20 50 og aftale nærmere. Vær opmærksom på, at du kun kan bruge den psykologiske rådgivning til problemer, der er opstået på grund af dit arbejde.

    Psykologisk rådgivning 

    Du kan få hjælp fra en psykolog, hvis du oplever problemer i forbindelse med dit arbejde. Det kan fx være stress, fyring eller mobning. Du kan også få krisehjælp, hvis der er sket noget voldsomt som fx en arbejdsulykke. 

    Hvis psykologen vurderer, at det ikke er tilstrækkeligt med telefonisk rådgivning, kan du få tilbudt at mødes med en psykolog.

    Misbrugsrådgivning

    Første skridt ud af et misbrug er at bede om hjælp. Hvis du har et problem med alkohol, medicin eller stoffer, kan du få en telefonkonsultation med en misbrugsrådgiver, der hjælper dig med at komme videre.

  • Guide til sundhedsvæsenet

    Med guide til sundhedsvæsenet bliver du klædt på til at møde sundhedssystemet. Guiden hjælper fx med at fortælle om frit sygehusvalg, ventetider, behandlingsgaranti og genoptræning.

    Guiden kan også hjælpe med aktindsigt, kommunikation med læge og hospital, procedurer for at klage og tilskud til medicin.
  • Digital sundhedsprofil

    Du kan også få digital rådgivning om din sundhed og få gode råd til, hvordan du holder dig rask.

    På nettet skal du udfylde en digital sundhedsprofil, hvor der stilles spørgsmål til din kost, rygevaner, motionsvaner og andre faktorer, der påvirker dit helbred. Er der behov for at ændre livsstilen, bliver du motiveret med feedback og handlingsplaner gennem en samtale med en sygeplejerske.

    Hent vejledning til, hvordan du udfylder din sundhedsprofil.

    Gå til sundhedsprofil