Coronafrygt har ramt finansmarkederne

Efter et år med store stigninger på aktiemarkederne har coronavirus den seneste måned ført til aktieuro og kursfald verden over. Læs, hvordan investeringsdirektør i Industriens Pension, Peter Lindegaard, vurderer de aktuelle finansmarkeder.

Investeringsdirektør
Peter Lindegaard


I løbet af februar faldt aktiemarkederne markant i takt med frygten for coronavirusset er taget til verden over. Hvad betyder aktieuroen for danske pensionsopsparere?

"Spredning af coronavirusset har resulteret i negative aktiemarkeder verden over i februar. Det har påvirket afkastet i 2020 hos alle pensionsselskaber, og situationen er alvorlig. 

Men som langsigtet opsparer synes jeg, at man bør se tiden an, selv om afkastet kan svinge meget på kort sigt. For pensionsopsparere er det vigtigste gode langsigtede afkast, og set over en længere periode har afkastet været virkelig godt.

I Industriens Pension har vi samtidig spredt vores investeringer meget, og det gør os mindre sårbare over for pludselige fald på aktiemarkedet. Med vores spredte investeringer i f.eks. ejendomme, infrastruktur og forskellige typer obligationer har vi en meget robust portefølje, men ingen kan undgå udsving, når markederne er urolige," siger Peter Lindegaard. 

Betyder den aktuelle situation, at vi skal forvente fortsat aktieuro og lavt afkast i år?

"Vi forventer, at coronavirus bliver ved med at være et afgørende tema på aktiemarkederne i en del tid endnu, og alle investorer må derfor indstille sig på betydelige udsving i de enkelte måneder. 

Men selv hvis aktiemarkederne skulle vise sig fortsat at falde markant de kommende måneder, er det vigtigt at understrege, at vi har rigtig mange andre typer investeringer, der kan trække i en anden retning. Vores store investeringer i eksempelvis infrastruktur, ejendomme og diverse obligationer har eksempelvis givet rigtig flotte afkast gennem mange år – også i de perioder, hvor de børsnoterede aktiemarkeder er faldet.

Det er umuligt at komme med et præcist bud på afkastet det enkelte år, men jeg kan sige, at vi i Industriens Pension er godt rustet til alle scenarier." 

Hvad kan vi forvente af afkast hos jer i de kommende år?

"Vi vurderer, at udsigterne er fornuftige på lang sigt, om end vi næppe kan forvente lige så høje afkast i 2020’erne, som vi har været vant til det seneste årti. 

I Industriens Pension har vi de seneste 10 år leveret et gennemsnitligt afkast på 8,6 procent om året. Det er blandt de absolut højeste afkast i branchen, og det er noget, der for alvor har fået opsparingen til at vokse.

I det kommende årti forventes aktiemarkederne ikke at stige med samme tempo, som de gjorde i 2010’erne. Det betyder, at alle investorer formentlig skal indstille sig på et lavere afkast, som vi forventer nærmere kommer til at ligge i niveauet omkring 5 procent om året i gennemsnit på lang sigt. Nogle år vil afkastet lande højere, som det f.eks. gjorde i 2019, og nogle år vil afkastet blive lavere. Men helt overordnet er jeg overbevist om, at vi med vores robuste portefølje har alle forudsætninger for fortsat at skabe gode langsigtede resultater."