Industriens Pension får international anerkendelse

Industriens Pension er blevet belønnet for sit arbejde med at finde nye investerings-muligheder, der kan sikre kunderne et godt og stabilt afkast i en tid, hvor obligationer kun giver få procent i afkast.

19.05.14

Ved en prisuddeling i London torsdag aften fik Industriens Pension overrakt prisen for bedste aktivallokering i Europa. Det er det internationale finansmagasin Asset International (aiCIO), der står bag prisen, som uddeles på baggrund af en vurdering foretaget af en uafhængig ekspertjury.

aiCIO fremhævede Industriens Pensions investeringer inden for offentlige private partnerskaber, infrastruktur og ejendomme.

”Fremover vil vi gå endnu mere ind i alternative investeringsområder for at sikre vores kunder et højt og stabilt afkast i mange år frem. Vi forventer at foretage en stor del af investeringerne i Danmark. Sidste år gik vi med udbygningen af stråleterapien på Næstved Sygehus ind i landets første OPP-projekt på sygehusområdet, og i de kommende år forventer vi at investere 5 mia. kr. i ejendomme i Danmark,” siger investeringschef Henrik Nøhr Poulsen, der fik overrakt prisen i London.

Industriens Pension har flere gange vundet priser for sit investeringsarbejde. Tre gange har selskabet vundet prisen som bedste arbejdsmarkedspensionsselskab i Europa ved den årlige IPE Awards – senest i november sidste år.

Industriens Pensions samlede investeringer udgør 118 mia. kr. Selskabet har gennem de seneste 10 år opnået et samlet afkast af investeringerne på 9,2 % i gennemsnit om året.