Industriens Pension kåret til Europas bedste arbejdsmarkedsselskab

Industriens Pension kåret til Europas bedste arbejdsmarkedspensionsselskab af Investment & Pension Europe. Det er tredje gang på fem år.

13.10.14

Industriens Pension er for tredje gang på fem år kåret til Europas bedste arbejdsmarkedspensionsselskab. Det skete på de europæiske pensionsselskabers årlige investeringskonference i går, hvor ca. 600 europæiske investeringsfolk var samlet. Det er Investment & Pension Europe (IPE), der står bag uddelingen af prisen.

Ved uddelingen af prisen fremhævede IPE Industriens Pensions nye markedsrenteprodukt, som blev lanceret sidste år:

Industriens Pension har været kreative og udviklet et velfungerende pensionsprodukt med markedsrente. Den måde Industriens Pension har designet produktet på, gør det muligt at opretholde en høj investeringsrisiko - ikke alene for de yngre kunder, men også for pensionister og kunder tæt på pensionsalderen. På den måde er det også muligt for kunderne at opnå et højt afkast i de år, hvor deres opsparing er størst, sagde IPE ved uddelingen af prisen.

Om IPE
IPE står for Investment & Pension Europe. Organisationen arbejder med at styrke det faglige samarbejde om investerings- og pensionsforhold på europæisk plan og står bl.a. for udgivelsen af et fagmagasin om investering og pension. Udvælgelsen af prismodtagerne sker på baggrund af materiale indsendt af pensionsinstitutterne. Alle typer af pensionsselskaber i Europa kan deltage.

Mere information
Jens Almegaard, kommunikationschef, telefon 40 30 72 30.