Kunderådgiver - vikariat af et års varighed

Kan du gøre pension nærværende og let at forstå for vores medlemmer? Så har vi brug for dig.

15.10.15

Har du lyst til at hjælpe medlemmerne i et af landets største pensionsselskaber med at få mest muligt ud af deres pensionsordning hos os? Kan du omsætte din viden om pension og forsikring til relevant og forståelig information? Så har vi et spændende vikariat til dig i op til 12 måneder.

Om jobbet

Sammen med en masse engagerede og kompetente kolleger får du ansvar for at give vores medlemmer en god rådgivning og vejledning. Din opgave bliver at rådgive om pension og hjælpe dem med spørgsmål om hele deres pensionsordning hos os. Du skal samtidig have lysten og evnen til selv at tage dig af opgaverne fra start til slut.

Vi forventer

Vi forventer, du ved, hvad det vil sige at yde service og rådgivning i verdensklasse. Du er rigtig god til at kommunikere mundtligt og skriftligt, og du har en ægte interesse i at hjælpe. Samtidig skal du have lyst til at vejlede og rådgive vores kunder telefonisk, da det er en stor del af jobbet.

Erfaring fra en stilling inden for liv og pension er absolut en fordel. Optimalt har du en uddannelse fra Forsikringsakademiet, men det er ikke et krav, at du har alle modulerne. Nyuddannede elever er også velkomne til at søge.

Vi tilbyder

Hos os får du en udfordrende og afvekslende hverdag. Du kommer til at arbejde sammen med dygtige og engagerede kolleger i et uhøjtideligt arbejdsmiljø. Vi har en dejlig arbejdsplads med ca. 180 ansatte, og vores charmerende lokaler er centralt placeret i København - 5 minutters gang fra både Nørreport og Vesterport Station.

Vi tilbyder attraktive ansættelsesvilkår, gode muligheder for faglig og personlig udvikling, fleksible arbejdstider og personalegoder som sundhedsforsikring, frokostordning mm.

Om os

Industriens Pension er et af landets største pensionsselskaber med ca. 400.000 medlemmer og 8.000 virksomheder, der indbetaler til os.

Vi er en veldrevet virksomhed med god trivsel og høj medarbejdertilfredshed. Gennem årene har vi opnået meget konkurrencedygtige afkast, og vi har branchens laveste administrationsomkostninger. Med vores it-platform har vi et godt grundlag for at fortsætte de senere års markante forretningsudvikling og bevare positionen som et af landets førende pensionsselskaber. Læs mere om Industriens Pension på www.industrienspension.dk

Mere information

Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Maria Schioldann på telefon 33 66 80 80. Send din ansøgning til Industriens Pensionsforsikring, pr. e-mail til personale@industrienspension.dk, mrk. ”Kunderådgiver - vikariat”. Ansøgningsfrist 28.oktober 2015.