Industriens Pension voksede på alle fronter i 2017

Både antallet af medlemmer og indbetalingerne til pensionsordningen i Industriens Pension satte nye rekorder i 2017. Samtidig har formuen under forvaltning nu passeret 164 mia. kr. efter endnu et år med et stærkt investeringsafkast.

07.03.18

Laila MortensenDer er fuld fart på opbygningen af pensionsopsparingen for medarbejdere i industrien og fødevareindustrien. Indbetalingerne til pensionsordningen i Industriens Pension landede sidste år på 9,2 mia. kr., hvilket er det højeste nogensinde og ca. 800 mio. kr. mere end i 2016.

Samtidig bidrog et stærkt afkast på 12,2 mia. kr. i 2017 også kraftigt til pensionsformuens hastige vokseværk. I alt steg investeringsaktiverne til 164 mia. kr. ved udgangen af 2017 mod 150 mia. kr. året inden.

Medlemstallet voksede med mere end 4.000 personer i løbet af året, og Industriens Pension havde ved årsskiftet 406.514 medlemmer. Også dette tal er det højeste nogensinde.

”Det er gået stærkt i 2017, der har været præget af både flere medlemmer, stigende indbetalinger, øget medlemskontakt og et højt afkast. Vi udbetaler samtidig mere end nogensinde til pensionister, men indbetalingerne er stadig betydeligt højere end udbetalingerne. Det skyldes, at vi stadig er en relativ ung pensionsordning, hvor formuen fortsat er under opbygning,” siger Laila Mortensen, adm. direktør i Industriens Pension.

Mange års høje afkast

Størstedelen af den kraftigt stigende pensionsformue kan tilskrives mange års rigtig høje afkast. Sidste år fik Industriens Pension et solidt samlet afkast på 8,2 procent, mens det gennemsnitlige afkast over de seneste 10 år har været 9,5 procent om året. Det er blandt de absolut højeste i den danske pensionsbranche.

”Vi kan igen glæde os over et stærkt afkast i 2017, der var præget af rolige markedsforhold og en pæn global vækst. Det vigtigste er dog de langsigtede afkast, hvor vi under meget forskellige markedsforhold har leveret særdeles solide resultater. Det er det, der for alvor betyder noget for medlemmernes pensionsformue,” siger Laila Mortensen.

I 2017 blev Industriens Pension anerkendt for de solide resultater, da selskabet igen vandt en række af branchens mest prestigefyldte priser. Industriens Pension blev kåret til Årets Arbejdsmarkedspensionsselskab af EY og FinansWatch, mens konsulenthuset Loyalty Groups store brancheanalyse blandt pensionskunder viste, at Industriens Pension for andet år i træk har branchens mest tilfredse og loyale medlemmer.

Overblik over 2017

  • Industriens Pension har nu 406.514 medlemmer efter en stigning på 4.309 medlemmer sidste år.
  • Indbetalingerne til pensionsordningen landede på 9,2 mia. kr., hvilket er 799 mio. kr. mere end i 2016.
  • De samlede investeringer udgør 164 mia. kr.
  • Det samlede investeringsafkast lå sidste år på 12,2 mia. kr. svarende til 8,2 procent.
  • Medlemmer på 45 år eller derunder fik et afkast på 9,7 procent sidste år.
  • Udbetalingerne til alderspensionister steg til 1.358 mio. kr. i 2017 fra 1.093 mio. kr. i 2016.
  • Udbetalingerne ved tab af erhvervsevne steg fra 612 mio. kr. til 643 mio. kr. sidste år.
  • Det månedlige administrationsbidrag er fastsat til 19 kr. pr. medlem i 2018 svarende 228 kr. årligt. Dermed fastholder Industriens Pension sin position som et af branchens absolut billigste selskaber.

Læs hele årsrapporten for 2017 her