Langt flere pensionsmillionærer blandt industriansatte

Pensionsformuen i Industriens Pension vokser voldsomt i disse år, og mere end 20.000 medlemmer kan nu kalde sig pensionsmillionærer.

02.06.17

Antallet af pensionsmillionærer i industrien og fødevareindustrien stiger kraftigt i disse år. Over 20.000 medlemmer af Industriens Pension har nu over én mio. kr. stående på pensionskontoen i selskabet, og det er mere end en fordobling på blot et enkelt år. 

”Medlemmernes voksende pensionsformue hænger både sammen med et attraktivt afkast gennem rigtig mange år og en gennemsnitlig opsparingsperiode, der bliver længere og længere. Det tager tid at opbygge en pensionsformue på over én mio. kr., men nu sker der virkelig noget,” siger Laila Mortensen, adm. direktør i Industriens Pension.

Højt afkast og længere opsparingsperiode

Hun henviser til, at Industriens Pension er et forholdsvist ungt selskab med en formue, der fortsat er under opbygning. For fem år siden kunne blot omkring 100 medlemmer kalde sig pensionsmillionærer, men tallet stiger nu voldsomt år efter år. Den udvikling vil fortsætte for fuld kraft i takt med, at der bliver stadig flere år til at forrente formuerne.

”Industriens Pension blev etableret for snart 25 år siden, og til at begynde med var indbetalingerne til pension langt lavere end i dag. Det tog 24 år at nå de første 10.000 pensionsmillionærer i industrien, og det tog blot et enkelt år at nå yderligere 10.000. Antallet af pensionsmillionærer vil fortsat vokse markant de kommende år,” siger Laila Mortensen.

Hun fremhæver, at medlemmerne i Industriens Pension over de seneste 10 år har fået et gennemsnitligt årligt afkast på 8,4 procent. Det er blandt branchens absolut bedste, og fra 2012 til 2016 har medlemmerne fået et samlet gennemsnitligt afkast på 54,3 procent.  Efter pensionsafkastskat svarer det til, at en opsparing på 500.000 kr. er vokset med over 230.000 kr. på fem år alene pga. afkastet.

Er du pensionsmillionær?

Er du medlem i Industriens pension, kan du på Min side tjekke, om du er blevet pensionsmillionær.

Log på Min side