Industriens Pension investerer milliardbeløb i motorveje og rastepladser

Industriens Pension gennemfører tre nye transportrelaterede investeringer i infrastruktur for i alt 1,1 mia. kr.

20.06.17

Industriens Pension udbygger nu porteføljen af infrastruktur med tre nye investeringer i rastepladser i England og motorveje i USA og Portugal.

Investeringerne på 1,1 mia. kr. er placeret i betalingsmotorvejen Northwest Parkway i USA, i OPP-motorvejene Norte Litoral og Via do Infante i Portugal samt i rastepladsoperatøren Welcome Break, der har 36 rastepladser i England.

Med de nye investeringer har Industriens Pension nu investeringer i infrastruktur på i alt 17 mia. kr. svarende til ca. 11 pct. af den samlede portefølje.

”Motorvejene og rastepladserne leverer stabile og langsigtede pengestrømme med høj grad af inflationsbeskyttelse og begrænset markedseksponering. Det er investeringer med lav risiko, der vil give vores medlemmer et attraktivt og inflationsjusteret afkast,” siger Jan Østergaard, chef for unoterede investeringer i Industriens Pension.

Markante bidrag til afkastet siden 2006

Industriens Pension foretog sine første investeringer i infrastruktur tilbage i 2006, og porteføljen har siden leveret meget stabile og positive bidrag til det samlede investeringsafkast. Samtidig er området med til at sikre god risikospredning i den samlede portefølje.

Infrastrukturinvesteringerne fordeler sig på en række vidt forskellige områder og dækker bl.a. over vedvarende energi, forsyningsaktiver, transportinfrastruktur og investeringer i social infrastruktur som f.eks. hospitaler og skoler.

De nye investeringer i motorvejene er gennemført i samarbejde med infrastrukturforvalteren DIF, mens den direkte investering i rastepladserne er gennemført med rådgivning fra Arjun Infrastructure Partners, Evercore Partners, KPMG og White & Case. 

Fakta: Tre nye infrastrukturinvesteringer i Industriens Pension

Northwest Parkway er en betalingsmotorvej, der fungerer som ringvej omkring Denver i Colorado. Vejen, der er anlagt i 2003, forbinder en række øvrige motorveje i Denverområdet, hvilket gør den til en attraktiv forbindelse mellem beboelsesområder, de kommercielle centre og Denver International Airport. Ejerskabet er koncessionsbaseret, og den tilbageværende koncessionsperiode er 90 år.

Norte Litoral og Via do Infante vejene er henholdsvis 113 km og 133 km, og udgør de primære færdselsårer i Porto og Algarve regionerne. Norte Litoral er anlagt i 2005 og er under koncession indtil 2031, Via do Infante er anlagt i 2003 og under koncession indtil 2030. Vejene fungerer som betalingsveje, men indtjeningen er beskyttet via rådighedsbaserede koncessionsbetalinger i OPP kontrakterne.  

Welcome Break er den næststørste ejer og operatør af rastepladser langs de britiske motorveje. Selskabet har 36 moderne rastepladser, der tilbyder essentielle services til trafikanterne i form af toiletfaciliteter, hvile-, optanknings- og forplejningsmuligheder. 90 procent af alle gæster besøger Welcome Break grundet basale fysiologiske behov såsom toiletbesøg, hvile og forplejning. Forretningsmodellen er franchisebaseret og har demonstreret stabil indtjening over de seneste 20 år trods to mellemliggende økonomiske kriser i England.