Industriens Pension får medhold i skattesag

Fremover skal Industriens Pension betale mindre i skat af afkastet af investeringer i udlandet.

03.07.17

Industriens Pension har vundet en sag om, hvordan skatten af afkastet af investeringer i udlandet skal beregnes. Afgørelsen betyder, at Industriens Pension i løbet af de kommende år vil få tilbagebetalt mere end 150 mio. kr. af den PAL-skat (pensionsafkastbeskatning), som er indbetalt i 2011-15.

Joan AlsingSom følge af afgørelsen skal Industriens Pension også fremover betale mindre i skat af afkastet af udenlandske investeringer.

Med afgørelsen har Landsskatteretten fulgt Skatteankestyrelsens indstilling om, at individuelle hensættelser til medlemmerne vedrører indtægter i Danmark og derfor ikke skal indgå i beregningen af udenlandske udbytteskatter. Landsskatteretten afsagde sin kendelse 28. juni 2017.

”Vi er meget tilfredse med afgørelsen. Den betyder, at vi fremover slipper lidt billigere i skat, så medlemmerne får endnu mere ud af at være med i pensionsordningen”, siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.

Sagen er ført sammen med PensionDanmark på vegne af en række pensionsselskaber, som er blevet ramt af Skats fortolkning af reglerne for, hvordan skatten af afkastet af investeringer i udlandet skal beregnes.