STAR: Ny registersamkøring med det offentlige er en succes

Nyt samarbejde sikrer langtidssyge medlemmer besked om udbetalinger i forbindelse med tab af erhvervsevne.

04.04.16

Joan AlsingDet skal være slut med, at langtidssyge og invalide medlemmer går glip af udbetalinger på grund af uvidenhed om deres forsikring ved tab af erhvervsevne. Derfor har Industriens Pension indgået et helt nyt samarbejde med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) om at samkøre registre.

”Ved at samkøre registre med det offentlige ønsker vi at sikre, at alle medlemmer, der rammes af sygdom eller invaliditet, fremover får en ekstra påmindelse om, at de har en forsikring, som kan give dem ret til udbetalinger ved tab af erhvervsevne. Det kan også være, at det enkelte medlem skal have justeret sine forsikringer, så derfor er det vigtigt med kontakt,” siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.

Med registersamkøringen bliver det nu muligt, at komme i kontakt med medlemmer, der fx har modtaget sygedagpenge i en længere periode eller er kommet i fleksjob. Brevet har STAR som afsender med en klar opfordring til at kontakte Industriens Pension.

17 medlemmer har allerede fået udbetalinger

De første STAR-breve blev sendt afsted i begyndelsen af februar, og siden er der sendt godt 1000 breve. Indtil videre har 25 pct. reageret på brevet, og 17 medlemmer har allerede fået tilkendt udbetalinger, efter de tog kontakt til Industriens Pension på baggrund af brevet.

”Det vil vi betegne som en succes, og det overgår vores forventninger. Det viser potentialet ved at samkøre registre med det offentlige, og for hvert medlem, der får taget kontakt til os, er vi glade, for så har vi en mulighed for at hjælpe og rådgive,” siger Joan Alsing.

I Industriens Pension kan man godt få invalidepension, selv om man ikke har fået tilkendt førtidspension fra det offentlige. Sådan er det ikke i alle pensionsselskaber. Derfor er det vigtigt, at alle medlemmer tager kontakt.

Gode erfaringer fra brevene om kritisk sygdom har medvirket til, at vi nu forsøger at nå endnu flere medlemmer ved at samkøre andre registre med det offentlige. Vi ønsker, at alle medlemmer ved, hvad de har ret til som medlem hos os, og går derfor gerne nye veje for at skabe kontakt.

Forsikringsdirektør Joan Alsing