International pris til Industriens Pension for investeringer i infrastruktur

Industriens Pension vinder fornem pris for sine investeringer i infrastruktur

13.05.16

Jan ØstergaardDet skete ved IPE Global Real Estate Awards i Amsterdam torsdag aften, hvor branchens største investorer indenfor ejendomme og infrastruktur var samlet.

“Vi er meget glade for anerkendelsen, der viser, at vi er med helt fremme i måden, vi investerer medlemmernes pensioner på. Vi har over en årrække målrettet udbygget vores portefølje af unoterede aktiver, hvor bl.a. infrastruktur har fået en stigende betydning. Det har været med til at give gode stabile afkast,” siger Jan Østergaard, chef for unoterede investeringer, der var på scenen i Amsterdam og modtage prisen.

I begrundelsen roste juryen Industriens Pension for den rolle, investeringer i  infrastruktur har spillet i den samlede portefølje gennem et årti med et stærkt fokus på risiko og afkast og gode resultater til følge.

Vindmølleparker og sygehuse

Industriens Pension foretog sine første investeringer i infrastruktur i 2006 og har siden investeret godt 12 mia. kroner i forskellige infrastrukturaktiver.

”Resultaterne af vores investeringer i infrastruktur har været gode, og derfor kigger vi hele tiden på, hvad der er af muligheder for at engagere os i nye projekter. Det kræver et grundigt forarbejde og gode kompetencer på området, som vi har fået opbygget over en årrække,” siger Jan Østergaard.

Blandt store infrastrukturprojekter, som Industriens Pension er engageret i, er havvindmølleparkerne Butendiek og Godewind II. Derudover er Industriens Pension medinvestor i store OPP-projekter på Næstved- og Slagelse Sygehus.

Fakta om IPE

IPE (Investment & Pensions Europe) samler hvert år institutionelle investorer fra hele verden til IP Real Estate Global Awards. Investment & Pension Europe er en organisationen, der arbejder med at styrke det faglige samarbejde om investerings- og pensionsforhold på europæisk plan.