Det gjorde vi for dig

Højt afkast, bedre forsikringer, lavere omkostninger og flere penge til efterladte er blandt de forbedringer, som medlemmerne i Industriens Pension fik i 2014.

10.03.15

Industriens Pension forbedrer løbende pensionsordningen for at sikre medlemmerne det størst mulige udbytte af dette betydningsfulde overenskomstgode.

De seneste forbedringer er:

  • Mulighed for at få udbetalt forsikring ved kritisk sygdom flere gange
  • Mulighed for at sikre flere penge til de efterladte
  • Højere invalidepension
  • Administrationsbidraget for ekstrapension er afskaffet
  • Tilbud om senioranalyse – økonomisk hjælp til, hvordan pensionisttilværelsen skal indrettes
  • Lavere omkostninger

”Vi er sat i verden for at optimere medlemmers pensionsopsparing, men vi skal også være der, når alvorlig sygdom rammer. Derfor har vi forbedret forsikringerne. Desværre er der stadig mange, som ikke får søgt om udbetaling. Kontakten til medlemmerne er derfor stadig et indsatsområde. Fx har vi fået ny hjemmeside, vi er på Facebook, og vi har aftenåbent i Kundeservice. Desuden vil vi i stigende omfang selv kontakte medlemmerne, når de kan have ret til en udbetaling,” siger Laila Mortensen, adm. direktør, Industriens Pension.

2 mia. kr. til medlemmerne og 11 % i afkast

Rigtig mange medlemmer fik glæde af udbetalinger fra Industriens Pension i 2014. Der blev således udbetalt godt 2 mia. kr. til pensionerede medlemmer, og til medlemmer som fik brug for deres forsikring ved kritisk sygdom og tab af erhvervsevne.

Samtidig bar investeringerne frugt, og det samlede afkast nåede op på 11 %.

”2014 blev også et år, hvor vi i kroner og ører gav medlemmerne værdi. Det høje afkast fik opsparingerne til at vokse. Og selvom der altid ligger en alvorlig situation til grund for, at vi udbetaler forsikringspenge, er det rart at vide, at vi kan hjælpe økonomisk, og de får gavn af deres ordning,” siger Laila Mortensen.

Du kan læse meget mere om året, der gik i Industriens Pension i Årsrapporten for 2014. Hvis du vil se præcist, hvordan dit år gik, så tjek pensionsoverblikket. Det finder du i e-Boks eller på Min Side.