Industriens Pension forhøjer pensionen

Den månedlige udbetaling stiger for næsten alle medlemmer, der er gået på pension i de seneste par år.

18.12.14

Stort set alle medlemmer, der er gået på pension siden juli 2012, får i 2015 forhøjet deres månedlige udbetaling fra Industriens Pension. Hvor meget mere, man får udbetalt, afhænger blandt andet af, hvor gammel man er, og hvornår man er gået på pension.

Som pensionist kan du allerede nu se, hvor meget din pension er blevet forhøjet, hvis du tjekker din bankkonto eller logger ind på Min side på industrienspension.dk.

”Når vi kan hæve pensionen, er det fordi, vi har fået et rigtig pænt afkast af vores investeringer i 2014. Men det hænger også sammen med, at pensionsordningen er indrettet på en måde, så den holder trit med prisudviklingen og ikke skal sættes ned, selv om vi et år får et negativt afkast”, forklarer adm. direktør Laila Mortensen.

Kontorenten sættes op til otte procent

Er du gået på pension før juli 2012, har du sandsynligvis en pension med gennemsnitsrente. Det er en pensionsordning, hvor vi hvert år fastsætter en kontorente, som indgår i fastsættelsen af pensionen. I 2014 var kontorenten efter pensionsafkastskat seks procent, og nu forhøjer vi den til otte procent i 2015.

Pensionister fra fødevarebranchen berøres ikke

Pensionister, der kom med i Industriens Pension, da pensionsordningen blev fusioneret med fødevarebranchens pensionskasser, og har en pensionsordning med gennemsnitsrente, får som hidtil en kontorente på 2,5 procent efter pensionsafkastskat. Det skyldes, at pensionskassernes reserver var væsentligt mindre end reserverne i Industriens Pension, da fusionen blev gennemført. Årets gode afkast af investeringerne betyder, at der ikke går så mange år, før disse medlemmer får samme kontorente som andre medlemmer i Industriens Pension.