Sager om kritisk sygdom behandles lynhurtigt

Industriens Pension udbetaler hvert år millioner af kroner til kunder, som har fået en kritisk sygdom. I gennemsnit tog det kun seks dage at bevilge en engangsudbetaling for kritisk sygdom i 2013.

19.06.14

Sager, der handler om kritisk sygdom har højeste prioritet i Industriens Pension, og behandlingstiden er ofte under et par uger.

”Når man har fået en alvorlig livstruende sygdom, er tiden ofte ens værste fjende, og så kan det ikke nytte noget at skulle vente i månedsvis på en afgørelse fra os. Derfor er kort sagsbehandlingstid i de her sager noget, vi lægger særlig stor vægt på,” fortæller Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.

Kræft topper listen

Kræft og hjertesygdomme er de to mest almindelige diagnoser hos de kunder, der modtager forsikringsudbetalinger på grund af kritisk sygdom.  

Næsten halvdelen af de godt 1100 kunder, der i 2013 fik en kontant udbetaling på grund af kritisk sygdom, havde fået stillet diagnosen kræft. Hver tredje havde gennemgået en hjerteoperation, og lidt over hver 10. havde fået et slagtilfælde (blodprop i hjernen).

Sammenlignet med de senere år er tallene stort set uændrede.

”I Industriens Pension er vi glade for i mange tilfælde at kunne give vores kunder et rigtig godt plaster på såret i en svær situation”, siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.


Fakta om kritisk sygdom i 2013

1872 kunder søgte om udbetaling ved kritisk sygdom. 1113 (ca. 65 %) fik en udbetaling. Langt de fleste afslag (lidt over 76 %) blev givet, fordi diagnosen ikke var omfattet, eller betingelserne ikke var opfyldt.