Husk at tilmelde lærlinge til pensions- eller forsikringsordning

Som arbejdsgiver har du ansvaret for at sikre, at dine lærlinge har de forsikringer og den pensionsopsparing, de har krav på.

21.02.14

Har din virksomhed husket at tilmelde alle lærlinge til en forsikringsordning i Industriens Pension? Ellers er det bare om at få det gjort. Som lærling eller elev ansat på en række af industriens overenskomster har man ret til en forsikringsordning, der blandt andet indeholder invalidepension og dækning ved visse kritiske sygdomme. Og det er virksomhedens ansvar at sørge for, at forsikringen bliver tegnet og betalt.

- Det kan ende med at blive meget dyrt for virksomheden, hvis der ikke er tegnet forsikring, og en lærling eller elev kommer til skade eller bliver ramt af en kritisk sygdom. Så hænger virksomheden nemlig på de udbetalinger, lærlingen ellers ville have fået fra Industriens Pension, siger Ulrikka Westphal, der er underdirektør i Industriens Pension.

Hvem er dækket – og hvordan?

Typisk er forsikringerne for overenskomstansatte lærlinge og elever under 20 år. Lærlinge og elever under håndværksbageroverenskomsten (BKD) skal dog have en pensionsordning, hvis de fylder 20 år, mens de er i lære.

De over 20-årige, som har den nødvendige anciennitet, skal have en pensionsordning, som også indeholder forsikringer. Forsikringerne dækker fra lærlingens første ansættelsesdag og så længe, vedkommende er lærling eller elev på virksomheden. Det betyder, at forsikringsdækningen stopper måneden efter, at lærlinge- eller elevforholdet er stoppet.

Sådan tilmeldes lærlinge:

Læs mere om tilmelding af lærlinge eller udfyld blanketten her eller på Vores side.

På Vores side under 'Indberetning' kan I oprette en pensionsordning og indbetale pension til lærlinge. Det sker på samme vilkår som for øvrige overenskomstansatte medarbejdere.

Fakta om lærlingeordning:

  • 100.000 kr. skattefrit, hvis lærlingen får visse kritiske sygdomme
  • 60.000 kr. om året før skat i invalidepension, frem til lærlingen fylder 67 år ved varigt tab af to tredjedele af erhvervsevnen
  • 100.000 kr. skattefrit ved varigt tab af halvdelen af erhvervsevnen
  • 300.000 kr. til de efterladte ved dødsfald

OBS: VVS-lærlinge og -elever under EL- og VVS-branchens uddannelser har sundhedsordning i stedet for invalidepension.

Læs mere om hvordan lærlinge er dækket eller ring til vores kundeservice på 70 33 70 70, hvis I har spørgsmål.