Løn, feriepenge eller mere i pension

Har du din pensionsopsparing hos Industriens Pension, skal du inden 1. april beslutte, om pengene på din fritvalgskonto skal gå til ekstra løn, ferie eller sættes ind på din pensionsopsparing.

11.03.14

Din arbejdsgiver indbetaler hvert år én procent af din løn til en særlig konto, den såkaldte fritvalgslønkonto, som du selv bestemmer, hvordan du vil bruge. Du kan få pengene udbetalt som ekstra løn, indsat på din feriekonto, eller du kan vælge at lade dem ’yngle’ ved at sætte dem ind på din pensionsopsparing.

Hvis du ikke foretager dig noget, bliver pengene udbetalt som ekstra løn.

”Ved at indbetale pengene som ekstrapension, kan de vokse og blive til mange flere penge – og jo tidligere, man begynder at gøre det, jo mere bliver det selvsagt til. Indbetaler man 3.000 kroner om året til ekstrapension fra man er 25 år til man er 70, kan det betyde 11.500 kr. mere om året i udbetaling den dag, man går på pension,” siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.

Du behøver ikke bruge alle fritvalgspengene på pension. Du kan vælge kun at lade en del af beløbet blive indsat på opsparingen og få resten udbetalt som løn.

Sådan gør du

Med en pensionsordning hos Industriens Pension skal du inden 1. april 2014 give din arbejdsgiver besked, hvis du ønsker at bruge din fritvalgskonto på andet end løn.

Fakta om ekstrapension

Ekstrapension er en såkaldt ratepension. Det vil sige, at de opsparede penge udbetales i rater over ti år. Du kan få pengene udbetalt fra du fylder 60 år.

  • Overenskomsten giver mulighed for at få indbetalt op til 7,8 procent af din løn som ekstrapension fordelt på:
    • 1,3 procent af den aktuelle løn
    • 0,5 procent pr. feriefridag, der fravælges (op til 5 dage)
    • 4 procent som erstatning for søgne- og helligdagsbetaling.
  • Ved ekstrapension får du den rente, som Industriens Pension opnår, når de investerer pengene. De seneste fem år har aldersgruppen 35-44 år i gennemsnit fået et afkast på 10,5 procent om året.