Få invalidepension mens du venter

Du behøver ikke få førtidspension fra kommunen for at få invalidepension fra Industriens Pension. Siden 1. januar 2013 har 769 medlemmer fået tilkendt invalidepension, selv om deres ansøgning om førtidspension enten ikke var færdigbehandlet, eller de havde fået afslag.

07.10.14

Har du fået afslag på førtidspension fra kommunen, eller trækker din sag i langdrag? Så er der måske hjælp at hente i Industriens Pension. Vores afgørelse er nemlig ikke afhængig af, hvad din kommune mener om din erhvervsevne. Vi har vores egne eksperter, som vurderer, om vores medlemmer lever op til kriterierne for at få invalidepension. Det betyder, at et stigende antal medlemmer får invalidepension fra os, selv om kommunen ikke mener, de er berettigede til førtidspension. Siden 1. januar 2013 har 769 medlemmer fået tilkendt invalidepension, selv om de enten havde fået afslag på førtidspension fra kommunen, eller deres sag ikke var færdigbehandlet. Det svarer til 63 procent af alle dem, der fik tilkendt invalidepension i perioden.

Ny regler og modregning

Når du søger om invalidepension, skal du dog være opmærksom på, at der er kommet nye regler for førtidspension, som kan have betydning for invalidepensionen. Kort fortalt skal du som oftest gennem et såkaldt ressourceforløb, når du søger om førtidspension. Forløbet varer mellem ét og fem år og skal afklare, om du kan blive hjulpet til at komme i arbejde igen.

Mens du er i ressourceforløb, vil din invalidepension fra Industriens Pension blive modregnet i de penge, du får fra det offentlige. Det betyder, at du ikke får noget ud af din invalidepension. Derfor har vi ændret reglerne, så din invalidepension bliver sat i bero, så længe du er i ressourceforløb. Du kan få udbetalt invalidepension både før og efter ressourceforløbet.

Du kan stadig få et engangsbeløb

De nye regler ændrer ikke ved, at du kan få udbetalt et stort skattefrit engangsbeløb, hvis du mister mindst halvdelen af din erhvervsevne varigt. Mister du mere end to tredjedele af din erhvervsevne fortsætter din opsparing til alderdommen uændret, selv om du ikke længere indbetaler til pensionsordningen. Det sker også i den periode, hvor du er i ressourceforløb.

Læs mere om førtidspension, invalidepension og ressourceforløb.

FAKTA: SÅ MEGET FÅR DU

  • Mister du halvdelen af erhvervsevnen, får du typisk et engangsbeløb på 100.000 kroner.
  • Mister du to tredjedele af din erhvervsevne, kan du som udgangspunkt få en årlig invalidepension på 60.000 kr., indtil du bliver pensioneret. Du kan se mere om din forsikring i forbindelse med tab af erhvervsevne på www.industrienspension.dk/minside.
  • Medlemmer, der mister erhvervsevnen efter 1. januar 2015, får udbetalt op til 72.000 kr. om året.