Danmarks bedste pensionsselskab

Investeringseksperter har kåret Industriens Pension til Danmarks bedste pensionsselskab. Det skete på de europæiske pensionsselskabers årlige investeringskonference i Wien i slutningen af november. Bag arrangementet står Investment & Pension Europe (IPE).

01.12.14

IPE tildelte også Industriens Pension en pris for den måde, pensionsopsparingen er tilrettelagt på, efter pensionsordningen blev ændret til markedsrente. Ved prisoverrækkelsen betegnede IPE Industriens Pensions markedsrenteprodukt som banebrydende, fordi medlemmerne kan opretholde en høj investeringsrisiko gennem hele livet og derfor har mulighed for at opnå et højt afkast i den periode af deres liv, hvor deres opsparing er størst.

“Vi er meget stolte over kåringen og glade for den internationale anerkendelse af vores markedsrenteprodukt, som gør det muligt at sikre medlemmerne et højere afkast, end man kan i mere traditionelle pensionsordninger med markedsrente”, siger adm. direktør Laila Mortensen.

Industriens Pension har gennem de seneste ti år opnået et afkast på 8,9 procent om året i gennemsnit. De danske pensionsselskabers gennemsnitlige afkast ligger i samme periode på 6,5 procent, viser tal fra Finanstilsynet.

Industriens Pension har 400.000 medlemmer og er dermed et af landets største pensionsselskaber.

Om IPE

Investment & Pension Europe er en organisationen, der arbejder med at styrke det faglige samarbejde om investerings- og pensionsforhold på europæisk plan og står bl.a. for udgivelsen af et fagmagasin om investering og pension. Udvælgelsen af prismodtagerne sker på baggrund af materiale indsendt af pensionsselskaber.