Hjemmesiden bruger cookies
Vi bruger cookies til at måle trafik, så vi kan gøre hjemmesiden mere brugervenlig.
Du skal klikke på ‘Accepter cookies’ for at komme videre. Se her
Bliver du ramt af en sygdom eller ulykke, der går ud over din erhvervsevne, kan du få hjælp fra pensionsordningen. Du behøver ikke at vente på en afgørelse fra det offentlige, før du søger om udbetaling fra os.
Du kan godt søge om udbetaling fra os, selvom du ikke har fået en afgørelse om en eventuel førtidspension fra det offentlige. Vi vurderer nemlig selv dit tab af erhvervsevne, og vi gør det meget hurtigere end det offentlige.
Dit krav på udbetaling fra forsikringen kan blive forældet. Ring derfor til os med det samme, hvis du mister din erhvervsevne.
Du skal være opmærksom på, at udbetalinger ved tab af erhvervsevne kan blive modregnet i udbetalinger fra det offentlige.
Kontanthjælp: Både engangsudbetalingen og invalidepensionen bliver modregnet.
Ressourceforløbsydelse: Invalidepensionen bliver modregnet. Hvis hele invalidepensionen bliver modregnet, så du ikke får noget af den udbetalt, stopper vi den midlertidigt. Din betalingsfritagelse med opsparing til pension fortsætter som før.
Førtidspension: Invalidepensionen bliver modregnet, hvis du og din eventuelle ægtefælle / samlever har indtægter over en bestemt størrelse.
Hvis du ikke har valgt andet, er engangsudbetalingen ved tab af erhvervsevne på 100.000 kr.
Du kan ændre forsikringens størrelse. Du kan vælge mellem 100.000 kr., 150.000 kr. og 250.000 kr.
Hvis du stopper med at arbejde, fortsætter dine forsikringer normalt i et år. Du kan vælge at beholde forsikringerne i to år mere – altså tre år i alt.
Hvis du er syg og ikke tror, at du kommer tilbage på arbejdsmarkedet, vil vi kraftigt anbefale dig at beholde forsikringen. Ring i så fald til os hurtigst mulig.
Vi trækker betalingen for forsikringerne fra pensionsopsparingen, og de stopper, hvis der ikke længere er penge på opsparingen til at betale for dem.
Skat ved udbetaling: Du skal hverken betale skat eller statsafgift af engangsudbetalingen.
Modregning ved udbetaling: Summen indgår som formue, hvis du modtager kontanthjælp. Der sker ikke modregning i sygedagpenge, ressourceforløbsydelse eller førtidspension.
Invalidepension er en løbende, månedlig udbetaling.
Skat ved udbetaling: Som indkomstskat. Vi henter dit elektroniske skattekort hos SKAT og trækker skatten fra, inden pengene bliver udbetalt til dig. Den første måned kan du blive trukket 55 %, hvis vi ikke har modtaget dine skatteoplysninger fra SKAT. Det vil blive reguleret, når vi har fået dit skattekort fra SKAT.
Modregning ved udbetaling: Invalidepensionen bliver modregnet 100 % i ressourceforløbsydelse. Derfor stopper vi udbetalingen, hvis hele ydelsen vil blive modregnet. Der kan også ske modregning i andre ydelser, der er afhængig af indkomsten, det gælder bl.a. kontanthjælp, boligsikring og børnefamilieydelse.
Betalingsfritagelse betyder, at opsparingen fortsætter, selvom der ikke længere bliver indbetalt til pensionsordningen.
Skat: Du skal ikke betale skat af den del af betalingsfritagelsen, der går til opsparingen til pension.
Hvis en del af betalingsfritagelsen går til at betale for engangsudbetaling til efterladte eller ved visse kritiske sygdomme, bliver du beskattet af den del af betalingsfritagelsen som B-indkomst. Vi indberetter beløbet til SKAT.
Modregning: Der er ingen modregning.
Børnepension er en løbende, månedlig udbetaling. Det er ikke alle medlemmer, som har denne forsikring.
Skat ved udbetaling: Som indkomstskat. Vi henter det elektroniske skattekort hos SKAT og trækker skatten fra, inden pengene bliver udbetalt til barnet.
Modregning ved udbetaling: Der kan være modregning, hvis barnet modtager kontanthjælp eller førtidspension.