Skræddersy din pension, så du får mest tryghed for pengene

Nu kan du vælge, hvor mange af dine pensionspenge, der skal bruges til opsparing og til forsikringer.

Når du indbetaler til Industriens Pension har du en pensionsopsparing til din alderdom og forsikringer, mens du er i arbejde.

Som noget nyt kan du skrue op og ned for de beløb, som du kan få udbetalt i forsikringer, hvis der sker dig noget. Vil du gerne have højere forsikringer, bliver der mindre til din pension. Og hvis du gerne vil spare mere op til din pension, kan du sætte dine forsikringer ned.

Forsikring eller pension?

- Når du skal se, hvilke forsikringer du har brug for, skal du kigge på, hvad det vil betyde for din økonomi, hvis du en dag ikke kan passe dit job, bliver alvorligt syg eller dør. Det skal du holde det op imod, hvor meget du har brug for at spare op for at kunne leve, sådan som du gerne vil leve som pensionist, siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.

På industrienspension.dk kan du tjekke, hvad de forskellige forsikringer koster, og hvad det vil betyde for din pension, hvis du ændrer på forsikringerne.

- Har du svært ved at vurdere, hvad der vil være det bedste for dig, giver standarddækning en god balance mellem forsikringsdækninger og opsparing til pension, siger Joan Alsing.

Det med småt

Du skal ikke aflevere helbredsoplysninger, når du ændrer dine forsikringer. Men sætter du dem  op, går der 12 måneder, før det træder i kraft. Sætter du din forsikring ned, gælder ændringen efter tre måneder. Du betaler først for den nye dækning, når ændringen træder i kraft, og du kan løbende skrue op og ned på dine dækninger.

Læs mere om, hvordan du ændrer dine forsikringer - og hvilke dækninger du kan vælge imellem.