Vellykket seminar om pension for tillidsrepræsentanter
Knap 40 tillidsrepræsentanter og ansatte på 3F og Metals lokalafdelinger var 19. august til heldags seminar om pension i Odense.
Her fik de en grundig orientering om pensionsordningens indhold. De fik information om, hvad man skal gøre med pensionen, hvis man mister sit job, og en stor del af programmet handlede om samspillet mellem arbejdsmarkedspensionen og ydelserne fra det offentlige.
- Jeg var meget tilfreds med seminaret og ser frem til, at der kommer noget lignende fremover, siger Kristian Olesen, der er tillidsrepræsentant på B&O.
- Det var rigtig godt og givtigt. Vi kom gennem meget på kort tid, og der var god tid til spørgsmål, så man ikke sad og brændte inde med noget. Programmet var afvekslende, og selv om pension ikke er det mest ophidsende at tale om, så blev det ikke kedeligt, siger Kurt Jensen, tillidsrepræsentant på Grundfos.
Succesen bliver gentaget
- Det er tydeligt, at tillidsrepræsentanterne er meget optaget af at sikre, at medlemmerne får det fulde udbytte af dette overenskomstgode. Deltagerne var meget engagerede gennem hele dagen, og vi fik mange gode forslag til, hvordan vi kan udbrede kendskabet til pensionsordningen, siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.
- Der er stor forskel på, hvor meget tillidsrepræsentanterne ved om pension, og det kan være svært sådan lige at overskue pensionsordningen. Derfor vil vi helt klart invitere tillidsrepræsentanter og lokalafdelinger til informationsmøder om pension igen. Hvordan vi gør det bedst, og hvor ofte det skal ske, vil vi diskutere med forbundene med afsæt i de flotte tilbagemeldinger vi har fået efter seminaret i Odense, siger Joan Alsing.
Tillidsrepræsentanter gør en forskel
Tillidsrepræsentanter og fagforbundenes lokalafdelinger spiller en nøglerolle, når det gælder pension. Mange medlemmer foretrækker at tale med deres tillidsrepræsentant, hvis de har spørgsmål om pension, og ofte er det tillidsrepræsentanten eller lokalafdelingerne, der sørger for, at medlemmerne får de penge de har ret til.
Sidste år mistede over 2.500 medlemmer af Industriens Pension deres erhvervsevne eller blev ramt af kritisk sygdom. Blandt dem blev mere end hver tredje kontaktet af deres tillidsrepræsentant eller lokalafdeling og gjort opmærksom på, at de kunne have ret til en udbetaling fra Industriens Pension.