2.500 kr. mere i pension
Med den nye overenskomst begynder du allerede efter to måneders ansættelse under en af industriens overenskomster din opsparing til pension. Tidligere var det efter ni måneder.
Industriens Overenskomst, som netop er vedtaget, betyder, at der fra 1. marts 2011 skal betales pensionsbidrag for medarbejdere, der er fyldt 20 år og som har to måneders anciennitet. I dag er anciennitetskravet ni måneder.
- Den nye overenskomst betyder, at du begynder din opsparing til pension syv måneder tidligere. Vores beregninger viser, at det over et helt liv vil betyde, at du kan se frem til at få 2.500 kr. mere i pension om året plus en lidt større engangsudbetaling den dag, hvor du går på pension, siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.
Kravet om, at du skal være ansat i to måneder, før du kan komme med i pensionsordningen, gælder kun første gang, du får et arbejde under en af industriens overenskomster. Skifter du senere til et andet job i industrien, skal din arbejdsgiver indbetale pensionsbidrag for dig med det samme.