Mere hjælp til kræftramte
Medlemmer af Industriens Pension, som får en udbetaling, fordi de har fået en alvorlig kræft-sygdom, får nu også et års medlemskab af Kræftens Bekæmpelse.
Har du fået en alvorlig kræftsygdom, melder der sig hurtigt en masse spørgsmål og bekymringer. Noget er familie og nære venner bedst til at tage sig af. Mens en patientforening kan svare på spørgsmål om sygdommen og sørge for, at du møder andre i samme situation som dig selv.
- Vi vil gerne hjælpe vores medlemmer bedst muligt. For mange betyder udbetalingen fra Industriens Pension, at de ikke behøver bekymre sig om deres økonomi og får ro til at komme sig. Men mange har også brug for psykologhjælp, kontakt til andre med kræft eller bedre kendskab til forskellige behandlingsformer – og her kan en patientforening være en vigtig støtte. Derfor tilbyder vi fra 1. maj kræftpatienterne et medlemskab af Kræftens Bekæmpelse, siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.
Tilbuddet gælder for alle medlemmer, der får udbetalt sum ved visse kritiske sygdomme på grund af kræft efter den 1. maj 2010. Industriens Pension giver besked enten via brev eller telefon. Hvis du allerede er medlem af Kræftens Bekæmpelse, får du betalt næste års medlemskab.
Hos Kræftens Bekæmpelse kan du …
og dine pårørende få hjælp fra psykologer, socialrådgivere og sygeplejersker
deltage i selvhjælpsgrupper og møde andre med kræft
komme til foredrag og kurser
ringe til Kræftlinjen og få rådgivning fra f.eks. psykologer og læger
læse om den nyeste forskning, viden og hjælpemuligheder i bladet ’Tæt på Kræft’
Læs mere på cancer.dk.
Fakta om kritisk sygdom
I 2009 fik mere end 1.100 medlemmer gavn af deres forsikring ved kritisk sygdom.
Cirka hver anden fik udbetaling pga. en kræft-diagnose.
Industriens Pension udbetalte i alt 73 millioner i forsikring ved kritisk sygdom i 2009.