Kritisk syge får først automatisk
besked til sommer
Industriens Pension har gennem flere år arbejdet for at sikre, at kritisk syge automatisk får besked om, hvad de har ret til at få udbetalt fra deres forsikringsselskab.
Sundhedsministeriet sagde i januar, at de forventede, at en løsning kunne gå i luften i løbet af tre måneder. Arbejdet har desværre trukket lidt ud, så der er først udsigt til, at kritisk syge kan få automatisk besked til sommer.
- Sundhedsstyrelsen har haft brug for at sikre sig, at rammerne for samarbejdet med pensionsselskaberne er på plads, og det har vi selvfølgelig fuld forståelse for. Samarbejdet mellem ministeriet, Sundhedsstyrelsen og pensionsbranchen fungerer rigtig fint, siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.
- Industriens Pension er med i arbejdsgruppen, og vi presser på for, at kritisk syge hurtigst muligt får automatisk besked, så ingen patienter fremover skal gå glip af de penge, de har ret til, tilføjer Joan Alsing.
Samtidig med at Industriens Pension arbejder for at sikre kritisk syge automatisk besked, har selskabet styrket informationsaktiviteterne om kritisk sygdom markant.
Det førte i 2009 til, at flere medlemmer end nogensinde tidligere henvendte sig for at høre, om deres sygdom kunne give ret til en udbetaling. Over 1.100 medlemmer af Industriens Pension fik sidste år gavn af deres forsikring ved kritisk sygdom. Sammenlagt fik medlemmerne udbetalt 73 millioner kroner.
- Indtil den nye løsning er klar, er det vigtigt, at kolleger og andre, der har kontakt til kritisk syge, gør dem opmærksom på, at de bør kontakte deres pensionsselskab for at høre, om de kan have ret til en udbetaling, pointerer Joan Alsing, der er forsikringsdirektør i Industriens Pension.