Industriens Pension giver 6 pct. i kontorente i 2010
Høje afkast på aktier og virksomhedsobligationer betyder, at Industriens Pension er på vej mod et af de bedste investeringsresultater i selskabets historie.
De 410.000 timelønnede industriarbejdere, der er med i Industriens Pension, behøver ikke at bekymre sig om, hvordan det kommer til at gå på finansmarkederne.
Efter et år hvor investeringerne indtil nu har givet et afkast på over 20 pct., har selskabet fastsat kontorenten for 2010 til 6 pct.
- I en tid med stor usikkerhed er det meget tilfredsstillende, at vi både kan give vores medlemmer en høj rente og garantere dem en god pension. De behøver ikke at bekymre sig om, hvordan finansmarkederne udvikler sig, siger adm. direktør Laila Mortensen, Industriens Pension.
- Vi kom gennem finanskrisen med reserverne i god behold. Ved indgangen til 2009 havde vi derfor råd til at øge investeringsrisikoen uden at sætte vores medlemmers pension på spil, siger Laila Mortensen.
- Da vi i starten af året kunne se, at finansmarkederne igen begyndte at udvikle sig positivt, øgede vi vores investeringer i aktier og virksomhedsobligationer massivt. Aktier og virksomhedsobligationer har i løbet af året udgjort op mod halvdelen af vores samlede investeringer. Det er først og fremmest disse aktiver, der har sikret os det ekstraordinært høje afkast, fortæller Laila Mortensen.
Siden starten i 1993 har Industriens Pension opnået et gennemsnitligt årligt afkast på over 8 pct. Det er blandt de højeste i pensionsbranchen.
Industriens Pension er i år kåret til Europas bedste arbejdsmarkedspensionsselskab. Prisen uddeles af det internationale anerkendte magasin Investment & Pensions Europe.
Læs mere
Der gælder særlige forhold for medlemmer med pensionsopsparing, der stammer fra PNN PENSION og PHI pension.
Se kontorenten for tidligere medlemmer af PNN PENSION og PHI pension