Industriens Pension købte
mange aktier i 1. halvår
Store reserver gjorde det muligt for Industriens Pension at udnytte den positive udvikling på de finansielle markeder i 1. halvår. Aktier og virksomhedsobligationer udgjorde over 40 % af de samlede investeringer efter 1. halvår og sikrede Industriens Pension et godt afkast.
De danske aktier gav i 1. halvår et afkast på 18,0 %, og udenlandske aktier gav et afkast på 12,4 %. Afkastet af virksomhedsobligationer med lav kreditværdighed var på 27,3 %, og virksomhedsobligationer med høj kreditværdighed gav 6,2 % i afkast.
- Resultatet betyder, at vores samlede frie reserver blev øget fra 10,8 til 16,5 mia. kr. Set i forhold til en samlet balance på 62 mia. kr. må Industriens Pension være et af landets mest solide og velkonsoliderede pensionsselskaber, fastslår Jan Østergaard, investeringsdirektør i Industriens Pension.
Store reserver gør det muligt at øge aktieinvesteringerne
- Vores gunstige reservesituation betyder, at vi har råd til både at øge investeringsrisikoen og garantere medlemmerne en årlig rente. Det sikrer vores medlemmer en god pension, og rentegarantien betyder, at de ikke behøver sove uroligt, når aktiekurserne dykker igen eller renten falder, siger Jan Østergaard.
- Gennem de seneste år har vi afdækket renterisikoen, så vores reserver ikke bliver udhulet af rentefald. Afdækningen betød, at vi kom fornuftigt gennem finanskrisen i 2008 og havde de nødvendige reserver til at udnytte den positive udvikling på aktiemarkederne i 1. halvår, forklarer Jan Østergaard.
I 1. halvår er den lange rente steget. Det betyder, at den strategiske afdækning af renterisikoen trækker det samlede afkast ned for 1. halvår. Afkastet af investeringerne nåede op på 11,1 % før pensionsafkastskat. Inklusive den strategiske afdækning af renterisikoen blev det samlede afkast 2,0 %.