Nu får kritisk syge de penge,
de har ret til

Snart er det slut med, at kritisk syge skal gå glip af tusindvis af kroner fra deres forsikringsselskab, fordi de ikke er klar over, at de har ret til pengene. Sundhedsministeriet forventer, at en løsning, der sikrer kritisk syge automatisk besked om deres forsikring, kan gå i luften om tre måneder.

En undersøgelse blandt medlemmerne i Industriens Pension viser, at kun en tredjedel af medlemmerne ved, at de har ret til en udbetaling ved kritisk sygdom. Derfor har Industriens Pension gennem flere år arbejdet for at finde en løsning, så kritisk syge automatisk får besked om, hvad de har ret til at få udbetalt fra deres forsikringsselskab.

Industriens Pension søgte i 2007 om lov til at samkøre deres medlemsregister med Sundheds­styrelsens Landspatientregister for at få besked om, hvilke medlemmer, de skulle kontakte, for at udbetale forsikrings­summen.

Industriens Pension fik i 2008 afslag på at gennemføre denne samkøring. Derfor tog selskabet kontakt til politikerne og har sammen med Erhvervsministeriet, Sundhedsministeriet og forsikringsbranchen arbejdet på at finde en model, der kan sikre, at kritisk syge automatisk får besked om deres forsikring. Dette arbejde har nu ført til en løsning:

  1. Forsikringsselskaberne giver hver måned Sundhedsstyrelsen besked om, hvilke kunder, der har en forsikring ved kritisk sygdom.

  2. Sundhedsstyrelsen laver en samkøring af forsikringsselskabernes kunderegistre med Landspatientregistret, hvor alle danskeres diagnoser er registreret.

  3. Sundhedsstyrelsen sender et brev til de patienter, der har en forsikring og er blevet registret med en diagnose, og opfordrer patienterne til at henvende sig til deres forsikringsselskab.

Forsikringsbranchen finansierer alle udviklings- og driftsomkostninger.

”Vi har gennem tre år arbejdet for at få gennemført en løsning på det problem, at kritisk syge går glip af tusindvis af kroner, fordi de ikke er klar over, at de har en forsikring og derfor ikke kontakter os, så vi kan udbetale forsikringssummen til dem. Det er meget glædeligt, at vores medlemmer, der fremover bliver ramt af en kritisk sygdom, automatisk får besked om deres forsikring hos os”, siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.

”Vi havde helst set en løsning, som giver os mulighed for at ringe til vores kritisk syge medlemmer, som ikke selv har henvendt sig til os. Der vil givetvis være nogle kritisk syge, som ikke får kontaktet os, fordi de har så meget andet at tænke på. Vi vil nøje følge med i, hvor stor en del af de medlemmer, som Sundhedsstyrelsen sender et brev til, der kontakter os. Er der brug for at forbedre løsningen, vil vi tage initiativ til, at det sker”, siger Joan Alsing.

Læs pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.